Overordnet set var der færre overnatninger på landets campingpladser sidste år, men det gik dog frem for First Camp. Kæden giver et øget fokus på digitalisering og børnefamilier æren for det.
Der var lidt mindre travlt på landets campingpladser sidste år, end tilfældet var i 2024. De nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger faldt fra 12,1 millioner året før til 11,9 millioner overnatninger sidste år.
Det var blandt andet en tilbagegang i de danske overnatninger, der er årsagen til den udvikling. De faldt nemlig med 485.698 overnatninger sidste år, da danskerne tegnede sig for 7.354.158 overnatninger på campingpladserne mod 7.839.856 i 2024.
Hos First Camp, der har en portefølje på 70 campingpladser, hvoraf de 14 er i Danmark, er mønsteret dog anderledes. Her steg antallet af bookinger i Danmark med ni procent sidste år, ligesom det var danske campister, der stod for størstedelen af overnatningerne.
Kigger på data
Kent Lodberg, der er marketingchef hos campingkæden, mener, at fremgangen hænger sammen med, at First Camp har investeret i digitale værktøjer, der hjælper selskabet med at justere kursen i hverdagen.
”Vi har satset stort på at være datadrevne, så vi tidligt kan analysere vores bookinger og for eksempel tilpasse vores udbud og udvide sæsonen på de destinationer, hvor der faktisk er en efterspørgsel. Desuden får vi indsigt i, hvad der er vigtigt for vores gæster, og vi kan justere vores produkter derefter.”
Det var danskere, der stod for 73 procent af overnatningerne på First Camps pladser her til lands i 2025.
Den udvikling mener marketingchefen hænger sammen med, at der ligeledes er blevet udviklet digitale værktøjer til kunderne i form af en app samt et camperpas, mens First Camp også har satset endnu mere på børnefamilierne med blandt andet underholdning, hvilket danskerne sætter pris på.
Efterspørger fleksibilitet
Udover at det øgede fokus på digitale løsninger gør det muligt for First Camp at tilpasse udbuddet løbende, har de forskellige værktøjer også til formål at gøre det mere fleksibelt for campisterne, da det i stigende grad efterspørges.
”Fleksibilitet er blevet et nøgleord i camping i dag, og her betyder de digitale muligheder som camperpasset meget. Flere vil gerne køre rundt mellem flere pladser, som det passer dem,” siger First Camps marketingchef Kent Lodberg.
”Her har vi også fordelen i at være en kæde og have flere destinationer at vælge imellem, hvilket også giver os fleksibilitet og gør os mindre sårbare i forhold til lokale udfordringer såsom pool-reparationer. Vi kan altid tilbyde et alternativ.”
Den fremtidige vækst skal blandt andet komme fra et større fokus på autocampere, da de løbende bliver mere og mere populære. First Camp regner derfor med at etablere omkring 500 nye autocamperpladser i løbet af i år.
Relaterede artikler:
Overnatningsrekord: 2025 blev det hidtil største år