Digitalisering er kodeordet i morgendagens DZT

Alle turistlande synes at spekulere i, hvordan de kommer tilbage på sporet efter en pandemi, der har hevet saft og kraft ud af den globale turisme.

Det gælder naturligvis også Tyskland, som har været hårdt ramt af den manglende rejseaktivitet udefra. Derfor planlægges nu, hvordan incoming turisme i Tyskland kan styrkes, og her er kodeordet Open Data. Og en stærk tilstedeværelse via virtuelle formater. Det sker via en øget brug af intelligente tjenester (fx AI, VR, MR). I Danmark er en chatbot på vej.

DZT ser det som helt centralt at fokusere på digitale værktøjer i denne fase, hvor verden endnu er nedlukket, men hvor mange drømmer om at rejse og også har en opsparet rejselyst i sig. Et fokus, der vil vare ved.

Et godt eksempel fra 2020 er Beethoven, der rundede de 250 år. I forbindelse med det store jubilæum gennemførte man i Tyskland en lang række virtuelle Beethoven-events, så mennesker i hele verden kunne være med til at hylde den store komponist fra lænestolen, lytte til Beethoven-koncerter hjemmefra, følge ham virtuelt på en byvandring og i hans hus, – og meget mere.

Tyskland skal stadig tale til danskerne

I genopbygningen af Tysklands turisme vil brand awareness og inspiration således være i fokus i virtuelle formater. Det gælder forskellige faser af kundekommunikationen, fra empatikampagner i lock-down-faserne på internationale markeder til digitale events og workshops med rejsebranchen. Det gælder også målrettede produktkampagner til slutkunder, altså de rejsende, hvor digitale muligheder udnyttes ved hjælp af virtuelle happenings og kunstig intelligens, fx chatbots, machine learning, etc.

I Tysk Turist Information i Danmark har vi fx en chatbot på vej i forbindelse med vores Ein smutturskampagne, som fortsætter her i 2021. Den danske chatbot er planlagt til at gå live i løbet af foråret.

”Et fokus på digitalisering anser vi i Tysk Turist Information som helt afgørende for at slippe fornuftigt ud af en svær pandemi. Med virtuelle arrangementer og formater lader vi stadig Tyskland tale til danskerne med den inspiration og glæde, det kan give, og samtidig benytter vi os af en ny og spændende teknologi, som giver nye muligheder for at opleve. Digitaliseringsprojektet dækker alle de indsatsområder, der er omfattet af forbundsregeringens nye datastrategi”, siger Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist Information.

Petra Hedorfer, bestyrelsesformand for DZT: “Analytikere er enige om, at genopretningen af den internationale turisme efter coronakrisen tager sin begyndelse her i 2021. Nu er det vigtigt at styrke brand awareness for rejselandet Tyskland og at dirigere efterspørgsel på rejseaktivitet og udlængsel mod vores land via virtuelle indslag. Digitale formater og teknologier åbner op for nye muligheder, så vi kan udvide kundedialogen, udbygge vores netværk i den internationale turistindustri og dele nye indsigter med vores partnere i tysk turisme. Vi har allerede brugt krisesituationen i 2020 til at øge vores digitale profil”.

Digitale applikationer intensiverer kundekontakt

I det virtuelle rum lancerer DZT også yderligere formater til dialog med slutkunder. For eksempel giver integrationen af AI-baserede chatbots mere servicekvalitet for potentielle rejsende i deres inspirations- og planlægningsfase. I markedsføringen af Tyskland på sociale medier vil DZT benytte fx virtual reality, augmented reality og mixed reality for at nå ud til især de yngre mennesker og inspirere dem til at rejse til Tyskland, når vi atter kan.

”Vi glæder os selvsagt enormt til, at vi danskere igen kan rejse til Tyskland og være der fysisk. Men i en periode som denne er det vigtigt at udvikle og udnytte nye muligheder og ikke begrave sig i ærgrelse. Det glæder mig derfor, at vi til trods for nedlukningen af det meste af verden kan give Tysklands-interesserede gode oplevelser og masser af levende inspiration virtuelt. Det er ikke at være der selv, men det kan give en midlertidig oplevelse af at være tæt på”, siger Bo Schou Lauridsen.

 

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.