(DK) Disponent til flypersonale i Sunclass Airlines

Som disponent i Sunclass Airlines vil du bære titlen Pre-Ops, som er en del af afdelingen Operations Control Centre (OCC). OCC er bemandet døgnet rundt alle årets dage, og er ansvarlig for koordination af den daglige flyoperation. Her overvåges og håndteres afviklingen af Sunclass Airlines’ flytrafik, hvilket blandt andet indebærer samarbejde med handling-agenter, rejsearrangører og andre samarbejdspartnere. Det er en afdeling, hvor tingene går stærkt, og hvor du konstant vil møde nye og spændende udfordringer. Som Pre-Ops er du en vigtig support til afdelingen og til vores duty officers, som bemander den aktuelle flyoperation.

Om stillingen

Pre-Ops er bindeleddet mellem OCC og vores planlægningsafdeling Crew Planning. I arbejdet vil du arbejde detaljeret med vagtplanlægningen af crew, som er vores flypersonale bestående af 800 piloter og kabinepersonale. Stillingen hører under OCC, og du vil hovedsageligt arbejde inden for normal kontortid. Planlægningsafdelingen skemalægger vagter for vores crew for perioder i op til 7 uger ad gangen, og herefter vil du som Pre-Ops overtage vagtplanen og have ansvar for at disponere og optimere planlægningen frem til, at vores duty officers i OCC overtager vagtplanen i realtid. Du vil altså være i tæt samarbejde med flere afdelinger for at sikre, at vi optimerer vagtplanlægningen af vores crew så effektivt som muligt.

I arbejdet vil du skulle koordinere ændringer, som kommer ind på kort sigt som følge af trafikale ændringer i flyprogrammet, og dette kræver, at du kan holde mange bolde i luften, da luftfart er en dynamisk branche med konstante forandringer.

Om dig

Vi ønsker, at du har følgende kvalifikationer:

  • Erfaring med vagtplanlægning
  • Forståelse for de skandinaviske sprog – du taler mindst ét af disse flydende
  • Behersker engelsk i skrift og tale
  • Høj IT-forståelse – du er vant til digitale værktøjer og processer

Det er også en fordel, hvis du:

  • Har erfaring med RAIDO, vores planlægningssystem
  • Har erfaring fra fly- og/eller rejsebranchen
  • Har kendskab til skandinavisk og europæisk luftfartslov

Du er serviceminded og kan kommunikere tydeligt med din kollegaer. Du evner at arbejde med både lange og korte deadlines og kan bevare et detaljeret overblik i en travl hverdag. Da vi arbejder i en dynamisk branche, er du altid omstillingsparat, når uventede situationer opstår med kort varsel.

Vi tilbyder

Det skal være sjovt og udviklende at arbejde hos Sunclass Airlines. Derfor vil du opleve en arbejdsplads med stor viden, engagerede kollegaer og en uhøjtidelig omgangstone, hvor der er plads til forskelligheder og et godt grin. Du vil arbejde i en dynamisk og alsidig afdeling med en god atmosfære, hvor du vil være delagtig i at drive det daglige arbejde videre med konstante forbedringer og udvikling af vores processer.

Vi tilbyder desuden en række personalegoder som sundhedsforsikring, kantineordning og personalerabat på rejser. Vores kontor er placeret i Københavns Lufthavn Syd i Dragør med gratis parkering og bus lige udenfor døren.

Øvrigt

Stillingen er fast fuldtidsansættelse, og arbejdstiden er fast skiftehold fordelt over alle årets dage og alle døgnets timer med fast plads i Københavns Lufthavn Syd i Dragør. Normal arbejdstid er dog hovedsagligt kl. 8-16 mandag-fredag, selvom man indgår i roterende skift.

Ansøgningsfrist: 5. februar 2023. Vi holder samtaler løbende, så søg gerne snarest muligt.

Kontaktperson: Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Head of Operations Control Centre, Christoph Stakston på mail cst@sunclass.dk.

Da du vil blive ansat i et luftfartsselskab og derfor skal have adgang til lufthavnens område, er det en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse.

ANSØG HER

Om Sunclass Airlines

En arbejdsplads med stor viden, højt tempo og en drivkraft til konstant at bidrage til at forbedre vores virksomhed. En virksomhed, hvor vi har det sjovt og holder af hinanden med visionen at være ”the leading holiday company dedicated to well-being”.

Sunclass Airlines indgår i den nordiske rejsekoncern, Nordic Leisure Travel Group (NLTG), som består af rejsearrangørerne Spies i Danmark, Ving og Globetrotter i Sverige, Ving i Norge, Tjäreborg i Finland og hotelselskabet Resorts & Hotels. Sunclass Airlines flyver størstedelen af rejsekoncernens gæster til vores charterrejsemål og har ca. 1 mio. passagerer om året.

Læs mere om os på www.sunclassairlines.dk

Udløber: 05.02.2023