(DK) We Travel søger eksperter med store hjerter


We Travel søger en eller to eksperter, der kan udvikle og sælge individuelle rejser til Afrika og/eller Latinamerika. Vi har i løbet af vores første 1,5 leveår bygget en sund forretning op omkring individuelle rejser med et ansvarligt DNA til Sydøstasien. Og nu er vi så småt i gang med Afrika og Latinamerika. Men vi sætter barren højt og har brug for erfaring og viden på et højere niveau for at komme videre.

Kreativitet og en høj grad af frihed

Vi tilbyder en hverdag med fuld fleksibilitet og masser af ansvar. Du skal være indstillet på at veksle mellem produktudvikling og salg, og så skal du ikke mindst være åben for at se udvikling af rejser og koncepter på en ny måde. Her er kreativitet og nytænkning nøgleord, og det samme er detailviden og netværk.

Du er….

Vi er selv mere end bare almindelige eksperter på Sydøstasien, hvor vores viden og netværk er unikt. Og så er vi mindst ligeså meget drevet af passion og at skabe noget nyt og langtidsholdbart som af profit. Vi forventer, at du har samme passion for din verdensdel og meget gerne erfaring med at omsætte den passion til både salg og spændende produkter.

Du skal kunne se dig selv arbejde i et lille team og i en virksomhed, der stadig er i den spæde begyndelse af en lang rejse. Det betyder, at vi hverken er strømlinede eller fastlåste i vores arbejdsprocesser. Men vi har det sjovt.

Søg stillingen hvis…

Søg stillingen, hvis du deler vores syn på fremtidens rejsebranche. Hvis du synes, det kunne være sjovt at være med til at skabe noget nyt. Hvis du har hjertet på rette sted, og hvis du hellere vil måles på, om kunderne er tilfredse og på kvaliteten af de produkter, du skaber, end på hvor meget du omsætter for, og om du sidder på din stol fra 9 – 17. I hverdagen er vi ekstremt produkt- og kundefokuserede og meget lidt talfikserede.

Hvem er We Travel?

Vi er 5 rutinerede “unge”, der kommer fra forskellige dele af rejsebranchen. En har været journalist, rejseleder og forfatter, en er IT-ninja, en styrer vores økonomi, og 2 har en fortid som ejer/leder i et større dansk rejsebureau.

Så vores kompetencer spænder bredt, men vi fusionerer dem til at skabe noget nyt i rejsebranchen; Et super lean og smidigt setup, der sikrer, at vi er konkurrencedygtige. En skarp og unik produktprotefølje, det spænder fra homestays og hængekøjer i junglen til nogle af verdens bedste hoteller. Og ikke mindst en overbevisning om, at ansvarlighed er nøglen til succes i fremtidens rejsebranche. Vores rejser skal føre til bedre oplevelser for både gæster og lokalsamfund – og de skal medvirke til at beskytte og bevare natur og biodiversitet i stedet for at udnytte den. Det er egentlig bare sund fornuft.

Vi er medlem af den internationale nonprofit-organisation, The Long Run, der arbejder bredt med bæredygtighed indenfor rejsebranchen. Her deltager vi løbende i møder og events, hvor vi bidrager med viden fra vores del af branchen, mens nogle af de mest inspirerende og passionerede folk lærer os om deres del. Vi har som fælles mål bl.a. at beskytte 21 mio hektar land inden udgangen af 2020 via turismeaktiviteter. Det er inspirerende at være en del af, og det kan du selvfølgelig også blive, hvis du brænder for det.

Læs mere om os på www.wetravel.dk 

Du siger farvel til:

Avisannoncer, kassetænkning, excellogik.

Og goddag til:

Kreativitet, nytænkning, storytelling, frihed, stærke vædier og en lille flok rare mennesker i hjertet af København.

Har du spørgsmål

Så ring til Lars Mathiaen på 30701918 eller Jakob Ro Jørgensen 31481780

Send din ansøgning til

job@wetravel.dk senest 20. nov 2019. Kort og præcist med fokus på, hvad der motiverer dig til at være en del af vores fællesskab, og hvordan du ser, at dine kompentencer passer ind i vores filosofi.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Varme hilsner

Jeanet, Anders, Mikkel, Lars og Jakob

Udløber: 22.11.2019