- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dobbelt så mange i Rejsegarantifonden

TURISME: Den kommende ændring af lov om Rejsegarantifonden kan betyde, at antallet af registrerede rejseudbydere i fonden øges til at omfatte visse forlystelsesparker, badelande, hoteller, højskoler osv. Også flyselskabers salg af pakkerejser bliver berørt.

TURISME: Den kommende ændring af lov om Rejsegarantifonden kan betyde, at antallet af registrerede rejseudbydere i fonden øges til at omfatte visse forlystelsesparker, badelande, hoteller, højskoler osv. Også flyselskabers salg af pakkerejser bliver berørt.

”Danmarks Rejsebureau Forening er generelt tilfreds med det nye lovudkast om Rejsegarantifonden. Ud fra konkurrencemæssige synspunkter er det yderst positivt, at de kommende ændringer i loven om Rejsegarantifonden udvider lovens anvendelsesområde for organisationer og institutioner, der tidligere ikke har været underlagt reglerne pga. den nuværende juridiske fortolkning af lejlighedsvise rejser.”

Det sagde afdelingschef og advokat i Danmarks Rejsebureau Forening, Jakob Hahn, i går til standby.dk

”Lejlighedsvise rejser foretages bl.a. af rigtig mange skoler, højskoler, foreninger og organisationer. Mange af dem arrangerer rejser i et ikke ubetydeligt omfang i direkte konkurrence med rejsebureauerne, og i dag skal de ikke sørge for forbrugerbeskyttelse af deres rejsende,” siger Jakob Hahn.

Fremover bliver det sådan, at hvis skoler, højskoler, foreninger og organisationer f.eks. mere end et par gange om året arrangerer rejser, så skal de registres i Rejsegarantifonden.

”Mange af disse højskoler mm har betydelige indtægter fra at arrangere rejser som led i deres budget,” siger DRF.

DRF skønner, at antallet af registrerede rejseudbydere i Danmark i Rejsegarantifonden med de nye krav vil blive fordoblet i forhold til i dag, hvor der er over 600.

Mere kan kaldes pakkerejser

Ændringen vil også omfatte f.eks. forlystelsesparker, badelande, hoteller – hvis f.eks. badelandet sammen med salget af entrebillet også sælger en hotelovernatning. Dermed kan det betegnes som en pakkerejse.

Det samme vil f.eks. gælde for hoteller, hvis de sammen med et hotelophold sælger billetter til en teaterforestilling osv.

Rejsegarantifonden fører i dag tilsyn med over 600 registrerede rejseudbyderes økonomi, og kan kræve forhøjet garanti, hvis fonden antager, at der er særlig risiko for, at fonden vil lide tab ved en eventuel konkurs.

Fonden skal være mindre restriktiv

DRF er også glade for de foreslåede ændringer i Rejsegarantifondens tilsyn overfor rejsearrangører.

”Vi synes Rejsegarantifonden har været alt for restriktiv med krav om at stille forhøjet garanti. Over 25-30 pct. af udbyderne i fonden har måttet stille forhøjede garantier – det er slet ikke proportionalt med den reelle konkursrisiko, der ligger et godt stykke under 1 pct. for rejsebranchen.

Nu skal Rejsegarantifonden derfor i højere grad køre efter faste retningslinjer, der vil skabe mere gennemsigtighed for rejsebureauerne” siger Jakob Hahn.

Hvis disse ændringer gennemføres, som DRF håber, vil det medføre et mere afbalanceret tilsyn, der skaber en mere ligelig fordeling af de økonomiske byrder og samtidig vil forbedre lovens nuværende solide forbrugerbeskyttelse.

Nye regler kan også ramme flyselskaber

I forbindelse med de foreslåede lovændringer udvides pakkerejsebegrebet, og der introduceres et nyt begreb, ’sammensatte rejsearrangementer’.

Det indebærer, at en række udbydere af pakkerejselignende produkter ikke længere kan køre på frihjul, men underlægges samme regler som danske rejsebureauer.

”Her kan et eksempel være, at en forbruger booker flybillet på flyselskabets hjemmeside. Hjemmesiden tilbyder f.eks. også hotel og billeje, og klikkes der ja til denne mulighed sendes forbrugeren – måske uden at vide eller kunne se det – videre til de biludlejningsselskaber og hoteller, flyselskabet har aftaler med,” siger Jakob Hahn fra Danmarks Rejsebureau Forening og fortsætter: ”Nu bliver det fremover betragtet som et sammensat rejsearrangement, der er underlagt rejsegarantifondsloven, selv om der i forbindelse med booking købes flybillet, hotel og udlejningsbil på forskellige hjemmesider hos forskellige udbydere.” ​