- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Donald Trump presser Skotland

Den amerikanske ejendomsmilliardær gennemtrumfer milliardanlæg for golf mod miljøvenners protester.

Han har netop fået tilladelse af de skotske myndigheder til at anlægge to 18 hullers golfbaner, et femstjernet hotel og det hele omgivet af 500 villaer. Totalt et areal på 5,67 kvadratkilometer, skriver Verdens Gang.

 

Lokale politikere og miljøbeskyttere gik imod forslaget, men blev afvist. Anlægget berører delvist fredede vandreklit-områder med et enestående fugleliv ved Balmedie udenfor Aberdeen. Vandreklitterne udgør et videnskabeligt interessant område. De bevæger sig nordover med et par meter om året. Nu vil Trump plante marehalm på en del af dem for at forhindre at de breder sig ind over de nye golfbaner.

 

”Det ser ud som om en højprofileret international investors ønsker er vigtigere end en lovfæstet beskyttelse af naturområder”, skriver Royal Society for the Protection of Birds, en af Storbritanniens største naturbeskyttelsesorganisationer med over en million medlemmer.

Skrevet af Flemming Juul