- STANDBY.dk - https://standby.dk -

DR har fokus på rejsebranchens gebyrer

REJSEBUREAUER: ”Jeg tror der er udsigt til storm i et meget lille glas vand,” siger DRF’s adm. direktør inden DR’s forbrugerprogram, Kontant, i aften påtager sig at vise vej gennem rejsebranchens ”gebyrjungle.”

Lars Thykier

REJSEBUREAUER: ”Jeg tror der er udsigt til storm i et meget lille glas vand,” siger DRF’s adm. direktør inden DR’s forbrugerprogram, Kontant, i aften påtager sig at vise vej gennem rejsebranchens ”gebyrjungle.”

”Når du køber flybilletter, lander du ofte i uigennemsigtige priser og skyhøje gebyrer. Kontant checker ind i rejsebranchen og viser vej gennem gebyrjunglen,” lyder optakten til udsendelsen i aften kl. 21.

Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, medvirker i programmet – ”Kontant” tilbragte i fredags over to timer hos ham. Men hvilke af hans budskaber, der kommer med, venter Lars Thykier med spænding på at se.

Til standby.dk siger han: ”Man kan undre sig lidt over den store interesse for rejseområdet, DRF har mindst 12 gange medvirket i Kontant gennem årene. Omvendt er det godt med fokus på vores branche, når der kommer vinkler, kunderne kan have glæde af. Men nogle gange er det en storm i et meget lille glas vand. Det tror jeg er tilfældet for aftenens Kontant. Rejsebranchen bliver måske udråbt til gebyrgribbe, fordi bureauerne vil have betaling for f.eks. navne- eller datoændringer i flybilletter.”

DRF’s medlemmer sælger 65-70 pct. af billetterne til IATA-flyselskaberne, de egentlige fuld service selskaber, som konkurrerer med bl.a. lavpris/service-selskaberne. Omvendt er Norwegian nu med i IATA-opgørelserne over billetsalg. Og det er bl.a. rejsebureauernes gebyrer for ændringer i billetter, Kontant kigger på i aften.

”Jeg kender ikke Kontants dagsorden, men som jeg forstod på dem under deres besøg i DRF, kunne den være: ”undgå rejsebureauerne og book direkte hos flyselskaberne,” siger Lars Thykier og tilføjer:
”I bedste fald giver programmet et nuanceret billede af problematikken, i værste fald bliver rejsebureauerne udråbt til gebyrgribbe, og at man kun skal købe billet via flyselskabernes hjemmesider.”

Den danske rejsebranche sælger årligt flybilletter og andre rejseydelser for skønsmæssigt 23 milliarder kr., heraf er ca. 70-80 pct. af omsætningen hos DRF’s medlemmer.

”Når nogle selv leger ”det lille rejsebureau” og f.eks. fejlstaver deres eget navn, skal de jo selv betale for ændringer til flyselskaberne. Som jeg hørte Kontants informationer, har de ikke til udsendelsen fundet noget, rejsebranchen ikke har tænkt over,” siger Lars Thykier og tilføjer:
”Men jeg kunne fortælle dem, at nogle af deres research-informationer var lodret forkerte. Om det synspunkt kommer med i aften må vi se.”

”Jeg sagde også, at der er forskel på, hvad det koster at få ombooket en billet – det afhænger også af, hvor fleksibel en billet, kunden rejser på. Ændringer på business class koster oftest intet, fordi det er en fleksibel billet, hvor bl.a. afgangen kan ændres.

Omvendt kan man nogle gange intet ændre i de billigste billetter – men priser på over 1.000 kr. for ændringer er ikke ualmindelige fra flyselskaberne,” siger Lars Thykier, der ikke forventer et karaktermord på rejsebureauerne ”selv der nok vil blive tegnet et skræmmebillede i aften i Kontant.”

DRF udsendte i går information til sine medlemmer om aftenens Kontant-udsendelse. Læs hvad DRF skrev her på standby.dk i dag.