- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF: Strejker og lockouter er primært rejsekundens problem

De varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked giver ikke rejsebureaukunder særlige rettigheder for afbestilling, oplyser Danmarks Rejsebureau Forening.

Danmark kan blive ramt af storkonflikt indenfor det offentlige fra 4. april, hvor der er varslet en række strejker, og efterfølgende fra 10. april, hvor det offentlige som arbejdsgiver har truet med mulig lockout.

Blandt de mange, den eventuelle konflikt kan give problemer for, er borgere der skulle på ferie i perioden omkring konfliktens mulige udbrud.

Som følge af problematikken omkring dette, sendte Danmarks Rejsebureau Forening tirsdag sine medlemmer en ti sider lang redegørelse.

Den omfattende og detaljerede redegørelsen fra DRF siger i hovedtræk, at såfremt de varslede konflikter bliver en realitet har rejsebureaukunder, der som følge af en lockout eller deres deltagelse i en strejke ikke kan deltage på en allerede bestilt rejse, ikke har særlige rettigheder for afbestilling af rejsen.

”Rejsebureauets almindelige afbestillingsregler vil som udgangspunkt være gældende. Rejsebureauer er ikke forpligtede til at refundere indbetalte beløb eller lade kunden ophæve aftalen om rejsen, udover hvad der fremgår af rejsebureauets almindelige betingelser, eller som er særskilt oplyst om afbestilling af den konkrete rejse,” oplyser DRF til sine medlemmer.

Danmarks Rejsebureau Forening skrev videre, at den omstændighed, at kunden forhindres i at gennemføre den købte rejse, fordi kunden enten deltager i eller påvirkes af en arbejdsretlig konflikt, ikke kan relateres til rejsebureauet, dets underleverandører eller de særlige afbestillingsbestemmelser i lov om pakkerejsers § 9, stykke 3.

Rejsebureauer kan få udfordringer
Men den hellige grav er dog ikke helt velforvaret for rejsebureauerne, hvis der kommer en konflikt. For sympatikonflikter der påvirker rejsebureauers underleverandører, for eksempel flyselskaber ved strejke i lufthavne, kan medføre pligter for rejsebureauer. Dette kan være at få rejsebureaukunder af sted på anden vis.

Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer sine medlemmer til at kontakte det forsikringsselskab, hvor rejsebureauet har sin udvidede ansvarsforsikring. Her kan de få afklaret, hvad forsikringen i den konkrete situation måtte dække og ikke dække.

Kunden skal skriftligt acceptere gebyrer
Rejsebureauet er ikke forpligtiget til at rykke kundens rejse til et senere tidspunkt. ”Rejsebureauer kan dog vælge at efterkomme en sådan anmodning fra kunden, og kan i den forbindelse opkræve et gebyr svarende til omkostningerne ved en flytning af rejsetidspunktet,” skriver DRF og tilføjer:

”Det er dog et krav, at sådanne gebyrer tydeligt bliver oplyst til kunden, og at kunden skriftligt accepterer disse gebyrer, før der bliver indgået en aftale med rejsebureauet om flytning af rejsen.”

Har rejsebureaukunden en afbestillingsforsikring, anbefaler DRF, at rejsebureauet opfordrer kunden til at kontakte sit forsikringsselskab.

Relaterede artikler:

Det klager danske feriegæster over

Økonomien i orden i de danske rejsebureauer

Forældresamtykke til udlandsrejse