- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF til rejsebureauer: Stop refundering af rejser

Efter møde i erhvervsministeriet ikke gav løsning ”på branchens truende konkurs,” opfordrer Danmarks Rejsebureau Forening medlemmerne til ”med det samme at indstille refundering af aflyste rejser.”

Rejsearrangører rammes ekstraordinært hårdt under coronakrisen. Lovregler gør dem udsatte, og hele rejsebranchen er truet af konkurs. Derfor opfordrer Danmarks Rejsebureau Forening til, at bureauerne indstiller refunderinger af aflyste rejser med det samme.

Det skriver DRF i en pressemeddelelse.

Rejsebranchen havde søndag møde med Erhvervsministeriet om en løsning på branchens truende konkurs. Mødet resulterede ikke i nogen afklaring på, hvordan regeringen vil hjælpe rejsebureaubranchen, oplyser DRF.

”Rejsearrangørernes likviditet er af altafgørende betydning for branchens overlevelse, og det er derfor vigtigt at sikre et minimum af likviditet, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at branchen skal overleve den nuværende krise,” siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening i pressemeddelelsen, og fortsætter:

”Rejsearrangørerne er ramt helt ekstraordinært hårdt under denne krise. Dels er de underlagt lovregler, der gør dem ekstraordinært udsatte i den nuværende situation. En rejsearrangør er nemlig efter pakkerejseloven forpligtet til at refundere de rejsende hele pakkerejsens pris, hvis den bliver aflyst. Dels kæmper rejsebureauerne nu med et manglende salg, der er gået ned med over 90 procent.

Desuden får rejsearrangøren heller ikke penge tilbage fra sine underleverandører, altså de hoteller og flybilletter, der er en del af pakkerejsen og som er afregnet for længe siden,” siger Lars Thykier.

Indstil alle former for refundering
Danmarks Rejsebureau Forening ser ikke andre muligheder end at opfordre til, at alle rejsebureauer på nuværende tidspunkt indstiller enhver form for refundering til alle rejsende, der lige nu afbestiller deres rejse indtil der foreligger en afklaring på forhandlingerne med regeringen, lyder det fra DRF.

”Det er en markant udmelding, men hvis ikke regeringen meget hurtigt kommer med en betragtelig økonomisk indsprøjtning til rejsebranchen, risikerer rejsebureaubranchen som helhed at gå konkurs,” siger Lars Thykier.

Opfordringen er udtryk for en nødretsbetragtning. På den baggrund er det efter DRF’s vurdering nødvendigt med en midlertidig suspendering af tilbagebetalingsfristen på de 14 dage i pakkerejseloven, indtil der er klarhed over, hvad regeringen vil gøre for at hjælpe rejsebureaubranchen, skriver DRF.

Relaterede artikler:

DRF: 90 pct. af rejsebureauansatte er fyringstruet

SAS sender 10.000 ansatte hjem

Dansk Erhverv: Ny rejsevejledning konkurstruer rejsebranchen