- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Drømmen om en dansk sommerferie

”Danskerne er vilde med at holde ferie i deres eget land”, lød det ved en turismedebat. Er de nu også det? Så længe der er liv i drømmen, som i Badehotellet på tv, med en episode fra 1932, holder det. Husk det er en drøm.

Man kommer bare i sådan et dejligt humør, når man nu om mandagen kan sætte sig til rette og følge Badehotellet på TV2. Solen skinner om dagen, og månen lyser om natten. Stille hvisler sommervinden ved den jyske vestkyst. Det regner stort set aldrig. Temperaturen frister til en svømmetur, også i den årle morgen.

Inden døre er der sommermad på bordet, også jordbær og nye kartofler, tilberedt i fru Andersen og Fies køkken. Når hr. Weyse sætter sig til flyglet, spiller og synger de herlige jazzmelodier fra trediverne, smelter de elegante fruers hjerter.

Så meget, at hr. Weyse når at blive far til to børn med en af gæsternes smarte fruer med de blå, blå øjne. Og nu er der oven i køber kommet end typisk svensk pige med tilsvarende blå øjne og lyst hår ind i billedet. Skal hun mon også forføres?

Er det sådan med dansk ferie i dag, så sæt bare kursen mod det danske sommerland. Men virkeligheden er altså en anden end for 86 år siden. Ganske vist har vi lige haft en sommer med rekord belægning af turister i sommerhuse, kroer, vandrehjem og badehoteller.

De samme turister tør næppe tage chancen igen i år. Bortset fra tyskerne til den jyske vestkyst. ’Badehotellet’ skal vi forestille os foregår ved Skagen, hvor sommerens gæster i virkelighedens verden i fjor var ved at blæse væk, inden de søgte ly i klitterne, eller stred sig ud på Grenen.

I dag er der på nogle af vore badehoteller ikke sket så meget, når man ser på værelsernes indretning og møblering. Der er, ligesom dengang, fortsat en hel del, hvor man skal ud på gangen for at finde et badeværelse til deling. Der var intet tv, det er der flere steder heller ikke i dag.

En stor familie
Jeg har for nylig boet på et dansk badehotel. Her var et pænt badeværelse, men ingen tv, radio, minibar eller telefon. To lænestole (ikke kurvestole) og et lille bord. Det kunne såmænd godt have været i 1932.

Forskellen op til i dag var blandt andet, at gæsterne, hvor vidt forskellige de end var, næsten udgjorde en stor familie, som opholdt sig hele sommerferiens seks uger hos Fie og fru Andersen. Så længe bor gæsterne i dag ikke på et badehotel, og så meget kommer de slet ikke hinanden ved. Dermed er de langt fra at ligne-tv-serien.

Og så er der jo så mange andre muligheder i dag. Dengang var der ikke charterferie, og skulle man en tur til Tyskland skete det med tog, på cykel eller vandreture. Flyvningen slog først for alvor igennem for menigmand i 60’erne, og de oversøiske muligheder med blandt andet USA, Thailand og Sri Lanka kom langt senere. I dag har vi over en million, der tager på charterferie. Og godt to millioner på såkaldte pakkerejser til udlandet.

Jyder bor ikke på hotel
”Danskerne er vilde med ferie i deres eget land”, lød det forleden ved en debat om danske feriemuligheder. Jeg ved ikke rigtigt om den holder. Der er nok fortsat en sandhed i Lise Nørgårds fortælling om fasteren på besøg i Korsbæk: ”Jyder bor ikke på hotel, så længe der er en ledig madras i huset”.

Til gengæld har vi fået langt mere ferie. Vi har fået bedre råd til kortere ferier i vort eget land. Og folkene bag dansk turisme kan jo ikke gøre for, at vi stort set kun havde en håndfuld sommerdage med op til 25 grader sidste sommer. De kan heller ikke gøre for, at det er svært at finde ledige kokke og tjenere eller personale til rengøring. Og jo længere man kommer ud i landet, desto vanskeligere bliver det.

Vi er forkælede
Men de kan gøre for, hvis de ikke har viljen til løbende at renovere. Desværre er indtjeningen ofte for ringe til moderniseringsudgifter. Der er fornemme, hyggelige og moderne badehoteller og slotshoteller i det danske sommerland, men der er også mange, der trænger til en ordentlig omgang. Først når det mål er nået, skinner solen igen i det ideale ferieland.

Forkælede som vi er, bør vi påskønne de oplevelser, vi har i vort eget land. Men når vi på visse dage skal sidde inde, måske på værelset, fordi regnen plasker ned, behøver værelserne jo ikke at ligne udstyret fra 1932.

God weekend