- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DSB skal stå for al togdrift, mener Socialdemokratiet

Socialdemokratiet ønsker at stoppe den private konkurrence om togdrift i Danmark. Partiet vil ifølge Jyllands-Posten nytænke konstruktionen omkring togtrafikken.

Socialdemokratiet ønsker at stoppe den private konkurrence om togdrift i Danmark. Partiet vil ifølge Jyllands-Posten nytænke konstruktionen omkring togtrafikken.

Det skal ifølge partiets gruppeformand Henrik Sass Larsen ske gennem en bred, politisk aftale over 15 år. Aftalen skal blandt andet indebære, at Banedanmark, der står for skinner og signaler, lægges sammen med DSB, som står for selve togdriften. Som udgangspunkt skal det nye selskab være statsejet.

Han anerkender, at politikerne har troet på, at udbud og privatisering kunne give et bedre og mere effektivt system, men han fastslår i dag, at det efter hans mening ikke dur på dette område.

I stedet ønsker han at stoppe alle typer af udbudsforretninger, for ad den vej at opnå bedre og billigere tog.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, vil »stoppe alle typer af udbudsforretninger« og mener, at det kan være vejen til bedre og billigere tog.

Når kontrakterne med bl.a. Arriva udløber, skal strækningerne gives tilbage til DSB. På sigt skal op til 40% af det nye selskab kunne sælges til investorer.

Ifølge Jyllands-Posten kan Socialdemokratiets udspil kollidere med EUs krav om, at al togdrift om få år skal sendes i udbud. Ligeledes kan det blive svært at samle politisk flertal for ændringerne. Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre er dog enige i, at Banedanmark ikke bør fortsætte.

Transportminister Ole Birk Olesen, der vil forstærke udliciteringen har ikke ønsket at kommentere udspillet.

Trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet: ”En af grundene til, at DSB ikke fungerer, er den åndssvage skilsmisse mellem DSB og Banedanmark. Den har ført til dårlige løsninger. De to har ikke været gode til at arbejde sammen. Og politikerne har været for dovne og har blot udliciteret togdriften i stedet for at se på hele strukturen”, siger han.