- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DSBs tog bliver langsommere

Mange forsinkelser og aflysninger i første halvdel af 2016 får DSB til at lancere en del af løsningen: En justeret køreplan med langsommere tog.

Mange forsinkelser og aflysninger i første halvdel af 2016 får DSB til at lancere en del af løsningen: En justeret køreplan med langsommere tog.

På flere strækninger for regional- og intercitytog vil togrejsen blive mellem et og fire minutter længere. Med den ekstra luft i køreplanen håber statsbanerne bedre at kunne leve op til rettidighedsmålene, der er beskrevet i trafikkontrakterne med staten, skriver politiken.dk.

På Kystbanen mellem Helsingør og København skal rettidigheden, ifølge kontrakten, være på 81,8% af afgangene. I første halvår har den svinget mellem 59,9 og 77,6%. Den justerede køreplan betyder op til fire minutters forlænget rejsetid. Til gengæld med færre forsinkelser.

På Kystbanen frygter pendlertalsmand Michael Randropp: ”I 1979 var det muligt at stå på toget i Helsingør klokken 07.04 og være på København H. 47 minutter senere. Fra mandag af tager den samme tur, afhængig af afgang, 46 eller 48 minutter. Dengang kørte man med gamle dieseltog. I dag har man fået eltog, skinnerne er blevet opgraderet og alligevel kører man langsommere end for 37 år siden – det er jo helt skørt”.

DSB mener, at eksemplet er unuanceret. Dels stoppede det pågældende tog dengang på to færre stationer, dels er der nu flere afgange end i 1979.

Movia, der opererer busser i Østdanmark fortæller, at man har tilpasset afgangene ’så godt som muligt’, mens Arriva, der kører regionaltog i Vestdanmark har flyttet en til to minutter på sine afgange for at tilpasse dem til DSBs køreplan.