- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dyrere at bruge Aarhus Lufthavn end konkurrenterne

Flyrejsende fra Aarhus Lufthavn betaler væsentligt mere for billetterne, end fra konkurrerende lufthavne. Det viser tal, som JP Aarhus har hentet i Dansk Flyprisindeks.

Flyrejsende fra Aarhus Lufthavn betaler væsentligt mere for billetterne, end fra konkurrerende lufthavne. Det viser tal, som JP Aarhus har hentet i Dansk Flyprisindeks.

På 10 udvalgte udenrigsruter er Aarhus i gennemsnit 660 kroner eller 26% dyrere end lufthavnene i Aalborg, Billund, København og Hamborg. Det skyldes især manglen på direkte ruter og svag konkurrence blandt lufthavnens flyselskaber, mener adm. direktør i Travelmarket, Ole Stouby.

Kun på ruten til London er Aarhus Lufthavn billigere end rivalerne, da der er en direkte Ryanair-rute. Til gengæld er de direkte ruter til Oslo og Stockholm dyrere end konkurrenternes.

”De højere billetpriser er med til at forværre den krise, som Aarhus Lufthavn befinder sig i, og det vil kun blive værre”, vurderer Ole Stouby ifølge jyllands-posten.dk.

Aarhus Lufthavn har de senere år mistet titusindvis af kunder til især Aalborg og Billund, og ejerkommunerne har flere gange måttet yde akut nødhjælp. Senest ved årsskiftet, da lufthavnen fik tilført 17 millioner kroner i ny kapital.

Direktør i Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg, kalder det ’naturligt’, at Aarhus er dyrere, da lufthavnen ikke har direkte ruter til de fleste destinationer, som indgår i undersøgelsen, og derfor skal man have et ekstra stop.

”Men hvis man kun havde valgt nogle produkter, hvor vi flyver direkte, er jeg sikker på, at prisforskellen ville være langt mindre markant”, siger han.