Rygtet om 1.000 fyringer i SAS har skabt stor usikkerhed blandt medarbejderne.
Hvis planen om at spare 2,8 mia. svenske kr. af de årlige omkostninger i SAS skal få luft under vingerne, vil det koste omkring 1.000 medarbejderes arbejde. Det vurderer iagttagere over for svenske nyhedsmedier, efter at SAS i går fremlagde sin Strategi 2011-plan.
SAS har bekræftet, at der vil ske fyringer, og udmeldingerne rammer SAS-medarbejdere hårdt, som efter fem år med krise har oplevet flere fyringsrunder og spareplaner.
”Medarbejderne er blevet kastet ud i usikkerhed. Der varsles afskedigelser og frasalg, uden at det bliver underbygget yderligere, og ingen ved, om de er købt eller solgt. Det har skabt stor frustration, faktisk større end før strategien,” siger Nicolas Fischer, formand for Luftfartsfunktionærerne.
Nicolas Fischer opfordrer ledelsen til at springe sommerferien over, så medarbejderne ikke skal svæve i usikkerhed unødigt længe. ”Vi skal i gang med forhandlingerne om, hvor og hvordan disse effektiviseringer skal ske. Jeg inddrager gerne sommerferien til arbejdet. Medarbejderne fortjener afklaring,” siger Nickolas Fischer.
I Sverige oplever Fischers kollega det samme. ”Vi er klar over, at planen er nødvendig. Men udmeldingerne har vakt stor uro, og vi har tidligere set, at udsigten til fyringsrunder har knækket medarbejdere. Så det skal håndteres hurtigst muligt, selv om det som altid bliver ækelt,” siger Sven Cahier, talsmand for 1.500 SAS-medarbejdere i HTF. Han opfordrer ledelsen til at sikre god dialog.
”Vi er villige til at forhandle om ændrede vilkår, men vi er ikke villige til at modtage diktater og se regler og aftaler blive brudt, som det tidligere er sket. Sker det, kommer der konflikt, for konfliktviljen har aldrig været større,” siger han.
SAS-ledelsen forstår medarbejdernes usikkerhed: ”Det er klart, at vi skal have respekt for uroen for den enkelte medarbejder. Derfor vil vi bestræbe os på den bedst mulige kommunikation om, hvad der sker undervejs i det arbejde, vi skal igennem,” siger Hans Ollongren, kommunikationsdirektør i SAS.
Forhandlingerne med organisationerne vil dog først begynde efter sommerferien, og SAS kan ikke svare på, hvor hurtigt, medarbejderne kan få afklaring.
(berlingske.dk, den 15. juni, 2007)