- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Eurotunnel på fallittens rand

Eurotunnel, som forbinder Frankrig og England, kæmper for overlevelsen. Selskabet er således kun i stand til at betale renter og afdrag på en tredjedel af sin gæld.

Eurotunnel, som driver tunnelen mellem Frankrig og England, kæmper for sin overlevelse, idet selskabet døjer med en gæld på 9 mia. euro, svarende til 67 mia. kr. Eurotunnel er således kun i stand til at betale renter og afdrag på en tredjedel af gælden, og ledelsen arbejder derfor på at få investorerne til at fraskrive de 5 af de 9 mia. euro.
Samtidig med at regnskabet blev fremlagt, sagde formanden for Eurotunnel, franskmanden Jacques Gounon, at ”hvis gælden ikke bliver restruktureret er en bankerot uundgåelig.” Regnskabet viste en reduktion i underskuddet, som ”kun” beløb sig til 810 mio. euro mod 1,89 mia. euro i 2003. Omsætningen faldt 4 pct. til 789 mio. euro, og den er dermed lavere end underskuddet.
Tunnelen har aldrig kunnet leve op til forventningerne fra England og Frankrig. I 1987, hvor planerne til forbindelsen blev lagt, regnede man med 10 mio. passagerer i 2000, mens tallet blev 25 pct. lavere, 7,25 mio.
(Børsen, 27/4)

Skrevet af