Hærværk mod de historiske statuer på den gamle Karlsbro i Prag får myndighederne til at tage moderne midler i brug, skriver JP.dk
Den hårdt prøvede, 650 år gamle Karlsbro, der hver dag lægger brosten til 50.000 menneskers vandren over Moldau-floden (på tjekkisk: Vltava) midt i Prag, får nu elektronisk assistance i kampen mod hærværk og forfald.
Gentagne tilfælde af hærværk mod de historiske statuer, der knejser langs Karl IVs gamle stenbro, har fået myndighederne til at installere 10 overvågningskameraer. Døgnet rundt vil politiet nu kunne holde øje med, at turister og lokale behandler den nationale kulturarv ordentligt.