To tæt-på uheld får Statens Luftfartsvæsen til at efterse sikkerheden i Københavns Lufthavn.
Flysikkerheden i Københavns Lufthavn skal under lup. To hændelser, der kunne være endt i ulykker, får Statens Luftfartsvæsen til at tjekke, om noget er galt.
Ifølge Radioavisen har Havarikommissionen opfordret SLV til at efterse lufthavnen.
Det sker efter to episoder de seneste tre måneder. Ved den første, 8. november, var SAS-fly ved at lande, da piloterne så et andet fly delvist inde på landingsbanen. Det tvang SAS-piloterne til at lande længere inde.
Den anden kritiske situation kom 11. september, da Cimber-fly kørte ud foran et Sterling-fly, der var ved at lande. Her var afstanden ca. ti meter, skriver Ritzau.