Hovedparten af de danske kvinder tilbragte ikke sommerferien, som de ellers havde drømt om.
Storbyferie, wellness og forkælelse eller at dase på en strand. Det var de danske kvinders top tre for drømmerejser i sommeren 2008. Men virkeligheden blev en anden.
Det viser en undersøgelse lavet for Hotels.com. Ifølge den tilbragte hovedparten af danske kvinder ferien langt mindre eksklusivt, end de havde håbet: 21 pct. var i sommerhus, næsten hver fjerde besøgte venner og familie, og 17 pct. slappede af derhjemme.
Kun 16 pct. var på storbyferie, selv om 40 pct. gerne ville det. Hvorfor størstedelen af kvinder ikke følger drømmen, melder undersøgelsen intet om, og grundene kan være mange, siger psykolog Hanne Pedersen til BT.dk.
”Kvinder er generelt mere tilpasningsvenlige end mænd og nok bedre til at tænke, Så får vi det gode ud af det herhjemme, og hvor er det fedt med en røget sild fra Gudhjem. Hvis mænd sætter sig noget i hovedet, har de ofte sværere ved at acceptere, at det ikke bliver til noget, siger hun.
”Slår man op i dameblade i dag, så er trenden badeferie og storbyferie. Kvinderne i undersøgelsen tør måske ikke være kedelige og indrømme, at de gerne vil være i sommerhus, slappe af, være i ro og fordøje et hektisk hverdagsliv. Det er der ikke noget crazy i. Nogle gange lever vi efter normer og værdier, som ligger uden for os i stedet for inden i. Jeg ved fra mig selv, at det kan være dejligt at være hjemme. Der er bare ikke noget specielt fancy i det, tilføjer psykoterapeut og ph.d. Lotte Augustesen.
Og det på trods af, at tidligere undersøgelser viste, at det i tre ud af fire tilfælde er kvinderne, der vælger, hvor ferien går hen…