Ingen kan gøre for når vinteren sætter ind med en slutspurt efter at have ligget i dvale i flere måneder, men i en sådan situation, skal man vise, hvad kommunikation egentlig er. - Sådan gik min tur hjem fra Ferie for Alle i Herning.
Af Ejvind Olesen
Når man selv har været en halv snes år i DSB. Været elev på en både lille og stor station sidst i 50èrne, da det frøs 20 grader, vinden hylede og sneen væltede ned, så ved man lidt om vintervejr og togtrafik.
DET ER ganske vist mere end 50 år siden, men netop i den tid burde i hvert fald information og kommunikation have ændret sig til det bedre. Og så går det faktisk den anden vej. Selv i verden med telegrafapparater, fjernskrivere og nul mobiltelefonerne, synes jeg, vi havde mere kontrol over situationen end forleden fredag, da jeg skulle hjem fra Herning til Hørsholm efter et besøg på Ferie for Alle. Som i øvrigt af gode grunde var hårdt ramt af det ufremkommelige vejr.
På Herning station var der naturligvis mange, der ventede på forsinkede tog. Hvor er den dejlige store ventesal blevet af på en så stor bystation? Nu er den reduceret til et par bænke og en pølsekiosk samtidig med, at rejsebureauer er flyttet ind. Fagre nye verden i en sparetid.
Der blev løbende meldt om forsinkelser. Da toget kom, var det halveret til to vogne. “Ryk sammen,” skreg togpersonalet, og vi rykkede og rykkede. Også os, som rent faktisk havde 1. klasse billet. Passagererne stod og sad på gulvet overalt, stuvet sammen.
“Det er fordi de to vogne, vi skulle have med, er sneet inde i Thy,” var forklaringen. Det havde vi læst om. Passagererne sneede inde, og det samme gjorde to vogne. Men nu var der faktisk gået et lille døgn, og DSB råder altså ikke over to ekstra vogne. Bekymrende.
“Dette tog fortsætter til København,” lød det inden Frederica. Ja, tak. Kort efter “Vi skal kobles sammen med et tog fra Århus, det er godt en time forsinket.” Kort efter (dagens mest positive togfører) “Jeg har faktisk ingen nye oplysninger, men vi prøver om vi kan finde en anden lokofører, så vi kan køre selv.” Der gik et kvarter ” I må gerne prøve at tage lyntoget fra den anden perron. Det går mod København om 10 minutter.”
VI SKYNDTE OS til endnu en forblæst og iskold perron, blot for at se, at “vort lyntog” var forsinket 10 minutter. Nå, hvad. Herregud. Mens vi stod der kom den flinke togfører (højtalerne betjenes åbenbart i Århus eller et helt tredje sted) løbende og sagde, at nu havde de fundet en lokofører, så hvis vi ville tilbage..
Det ville nogen. Andre havde fået nok af at stå op og tænkte på, at der var bedre plads i et lyntog, og det gik sikkert også hurtigere. Den ville sikkert også overhale. Der stod vi så.
Langsomt, men uendelig sikkert skiftede lystavlen med forsinkelsen for lyntoget til 7 minutter, 15, 45 og en time. Hvordan det kunne gå til uden en lyd over højtalerne, og hvor toget rent faktisk har været, undrer mig stadig.
I følge tavlen burde det være et sted mellem Vejle og Fredericia, hvor der ikke skulle være problemer. Det hele stammede fra sporskifter i Skanderborg. Det havde højtalerstemmen (fra Århus) dog observeret.
MENS VI stod frysende og ventende rullede en tom togstamme ind til perron, mærket København, men ingen vidste om det var skilte fra tidligere afgange. Vi var et parstykker, der gik den lange vej ud til lokoføreren (sådan èn måtte der da være med, og det var der) og spurgte, hvor han kørte hen. “Til København var svaret. Men, jeg ved ikke hvornår. Gå bare ind.”
Dejligt varmt og god plads – og ny ventetid. Nu kom togpersonalet. “Vi skal vente på lyntoget fra Århus.” Den havde vi hørt før. Det gjorde vi så. Der gik en halv time mere. Endelig, endelig. På det tidspunkt var det tog vi fravalgte vel allerede ved Storebælt.
VI FANDT sammen efterhånden. Fagforeningsformanden, den studerende fra Århus, IT-pigen, der som ekspert havde været ud på boreplatformene i Vesterhavet. Da vi rullede frem over Fyn lød det over højtaleren: “Nu har vi lidt mere ro over feltet. Der er gratis kaffe til alle.” Der var en kaffekø!!
Men, vi hyggede os. Vi kom pludselig hinanden ved. Og nu ville de alle hører om, dengang jeg var ved jernbanen, og der var rigtig vintervejr til. Dengang var vi heller ikke delt op i BaneDanmark og DSB, hvilket jeg aldrig mener burde være sket.
Tror du DSB overhovedet er i stand til at forbedre sit informationsniveau?