- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nu har de røget fredspiben

På et møde mellem chefen for Københavns Lufthavn, Brian Petersen og den danske SAS-chef Flemming Jensen, blev man enige om at samarbejde om alle punkter, hvor der er fælles interesse.

I trængselstider rykker man sammen. Og både SAS og Københavns Lufthavn må erkende, at det går tilbage. Mest for SAS, mindst for lufthavnen, som har flere strenge at spille på. Mens SAS har minustal på omkring 20 procent, kan lufthavnen nøjes med 12,7 og se en anelse af lyspunkter forude.



“Ja, det er rigtigt. Flemming Jensen og jeg har haft det første møde, og vi er enige om at kæmpe sammen om en række af de punkter, vi har til fælles, når det drejer sig om at nå bedst mulige servicegrad over for passagererne, ” siger lufthavnschef Brian Petersen (foto) til Take Off.



“Nu går vi det hele igennem, og prøver sammen at finde tilfredsstillende løsninger. Der er jo mange udgifter i forbindelse med benyttelsen af en lufthavn og luftrum, som ikke er i vores regi. Også når man hører fra IATA, hvordan der er fælles protester mod øgede udgifter for flyselskaberne, ” fortsætter han.



SAS er Københavns Lufthavns største kunde, og ikke mindst har det stor betydning med en transfertrafik for den fortsatte position som internationalt hub. Den opgave kan lavprisselskaberne ikke løfte.



I går kom de friske tal for maj i Københavns Lufthavn. Det blev et fald på 12,7 procent. “Antallet af passagerer falder fortsat i forhold til sidste år. Men sammenlignet med første kvartal, hvor det gennemsnitlige fald lå på 16,2 procent, ser det bedre ud for maj. Det ser vi som et tegn på, at passagertallet er ved at stabilisere sig,” siger direktør Carsten Nørland fra Københavns Lufthavn.

-ejv

Skrevet af