- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegian indsætter gamle fly på Aalborg

Når det norske lavprisflyselskab Norwegian 6. november åbner mellem København og Aalborg, bliver det med op til 20 år gamle fly, der ellers skulle pensioneres.

Når rute DY972 på torsdag kl. 06.45 letter fra Aalborg Lufthavn mod København, må kunderne kigge langt efter de karakteristiske Norwegian-fly med ”røde næser”, som lufthavnen omtaler på sin hjemmeside.



Det bliver i stedet et MD-83 fly i FlyNordic-bemaling, der markerer det norske selskabs entré på ruten. Det viser den foreløbige flyplan og tidtabel, som Travelbroker.dk har nærstuderet.



FlyNordic var et lavprisflyselskab, som Norwegian købte af Finnair i april 2007. I flåden var bl.a. en række gamle MD-83 fly, som ikke er blevet malet i Norwegian-farver, da flyene skulle på pension. De tre tilbageværende MD-83 fly fra FlyNordic er henholdsvis 16, 20 og 21 år.



Norwegian opererer på en række andre ruter de nyere og moderne Boeing 737-300 og 800-serien. Sidstnævnte har Norwegian en ordre på til en værdi af 18 mia. norske kr. De første 10 fly i denne serie er leveret, og efterfølgende vil der blive leveret 10 fly om året inden 2014. Ifølge Norwegian vil der først i løbet af foråret 2009 blive placeret Boeing 737-800 i København.



Generelt er MD-80 meget driftssikre. SAS har benyttet flytypen i mange år. I dag råder SAS Gruppen (SAS og Spanair) over 80 fly i MD-80 serien.



”Efter Sterlings konkurs mistede mange tilliden til lavprisflyselskaberne. Norwegian er et nyt og ukendt flyselskab for mange nordjyder, hvilket efter min vurdering vil gøre det sværere at vinde tillid i markedet, når der anvendes gamle fly uden Norwegian-bemaling,” siger direktør Ole Kirchert Christensen fra mægler- og rådgivningsvirksomheden Travelbroker.

Skrevet af