- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Air Greenland vil købe grønlandsk helikopterfirma

Air Greenland forventer snart at afslutte forhandlinger om køb af Air Alpha Greenland.

Danske Air Alphas grønlandske datterselskab, Air Alpha Greenland, mistede tidligere i år en vigtig del af sin beskæftigelse, da det ikke fik fornyet sin servicekontrakt med det grønlandske hjemmestyre.



Hjemmestyret droppede også sit kystrederi, Arctic Umiaq Line – det overtog et dansk konsortium, Arctic Travel Group, med de tre rejsebureauer Albatros, Profil og Topas.

Air Alpha Greenland skulle også have været med i ejerkredsen, men havde ikke penge til sit indskud.



I stedet fik Air Alpha kontrakt med Air Greenland, for hvem det i øjeblikket udfører omfattende flyvninger. Det var i øvrigt Air Greenland, der blev vinderen, da de grønlandske servicekontrakter – om støtte til transport indenrigs i Grønland – blev uddelt.



Forhandlinger om Air Greenlands køb af Air Alpha Greenland omfatter bl.a. hangaren i Ilulissat og fire helikoptere. Som følge af den tabte servicekontrakt, har Air Alpha flyttet sine øvrige helikoptere fra sit grønlandske selskab til andre markeder.



”Forhandlinger er i den afgørende slutfase og der forventes en beslutning om købet indenfor kort tid,” oplyser Air Greenlands adm. direktør, Flemming Knudsen.



I øvrigt blev Air Alpha Greenlands direktør, Ole Dorph, i april formand for Grønlands Turist- og Erhvervsråd.

Skrevet af