- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Easyjet har kæmpevækst i Stockholm

LUFTFART: Den svenske hovedlufthavn har denne sommersæson 184 pct. flere Easyjet-sæder end sidste år efter selskabet er gået fra to til nu fire ruter. Til efteråret får Arlanda endnu to ruter fra Europas næststørste lavprisselskab.

Velkommen til Arlanda. Neil Slaven, kommerciel direktør i Easyjet, til venstre, bydes velkommen ved ruteåbning i marts i år af direktøren for Stockholm Arlanda, Kjell-Åke Westin.

LUFTFART: Den svenske hovedlufthavn har denne sommersæson 184 pct. flere Easyjet-sæder end sidste år efter selskabet er gået fra to til nu fire ruter. Til efteråret får Arlanda endnu to ruter fra Europas næststørste lavprisselskab.

Mens Arlanda sidste år havde fire ugentlige flyvninger på Easyjets ruter fra Geneve og to fra Lyon, kommer lufthavnen ved dette års udgang op på 19 fly om ugen og seks ruter.

Fra dette års sommersæson åbnede to nye Easyjet-ruter til Stockholm, dels fra selskabets hovedlufthavn, Luton ved London, samt Milano Malpensa – der er fire fly om ugen på begge ruter. Til oktober åbner Easyjet yderligere to ruter til Stockholm med tre fly om ugen fra Basel og to fra Bristol.

”Vi har øget fokus på bl.a. Easyjet for at få dem til at åbne flere ruter. Det er gået rigtig godt, men vi håber på flere Easyjet-ruter.” Det siger danske Ole Wieth Christensen, der for snart et år siden blev chef for europæisk ruteudvikling hos Swedavia, der driver Sveriges ti største lufthavne, til standby.dk

”Vi får mange indgående passagerer med Easyjet, fra citybreakers til forretningsfolk,” siger Ole Wieth Christensen.

Easyjet meget større i København

Og mens Københavns Lufthavn sidste år havde tæt på 1,6 mio. Easyjet-passagerer, forventer Easyjet at komme op på 200.000 passagerer til og fra Sverige.

Ole Wieth Christensen var indtil efteråret 2015 ruteudviklingsdirektør i Københavns Lufthavn og kender fra sine 12 år i lufthavnen bl.a. Easyjet særdeles godt.

”Swedavias strategi er bl.a. at få Easyjet til at øge på Stockholm og gerne andre af vores lufthavne. Easyjet kan levere noget f.eks. Ryanair ikke kan. Easyjet flyver navnlig mellem primære lufthavne og har et andet type produkt. Easyjet-passagerer bruger typisk flere penge i lufthavnen end rejsende med andre lavprisselskaber, samtidig har Easyjet flere forretningsfolk og velhavende blandt sine passagerer,” siger Ole Wieth Christensen og tilføjer: ”Easyjet er også gode at handle med; når man har lavet en deal med dem, så holder de det. Vi har for nylig fået dem til at forlænge deres rute fra Milano Malpensa til Københavns Lufthavn, så den fra december fortsætter til en af vores lufthavne, Østersund, der bl.a. har det store skisportssted Åre. Der bliver en ugentlig flyvning gennem skisæsonen. Det var sjovt at kunne hjælpe både min tidligere og nuværende arbejdsgiver med at skabe trafik.”

I alt forventer Easyjet i år 75 mio. passagerer på sine over 870 ruter mellem 138 lufthavne i 31 lande.

Ny langrute fra Indien

Ole Wieth Christensen siger, at Arlanda er den hurtigst voksende skandinaviske storlufthavn med vækst i trafikken på i snit 7-9 pct. om måneden.

”Vores store selskaber som SAS og Norwegian vokser. I foråret fik vi endnu en langrute, da Singapore Airlines åbnede Skandinaviens eneste Airbus A350-rute, og næste måned begynder Air India at flyve tre gange om ugen mellem New Delhi og Stockholm. Vi får stadig flere direkte ruter, og i dag er omkring 80 pct. af vores trafik udenrigsruter,” siger han.