- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Easyjet mest præcis blandt Europas store flyselskaber

FLYSELSKABER: Naysa fra de kanariske øer, Malmö Aviation og Germanwings var i november mest rettidig blandt Europas 50 ruteflyselskaber. Easyjet var bedst blandt de store flyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger, fulgt af Lufthansa Cityline og SAS – nederst blandt de store var Alitalia, Norwegian og BA.

Med 1.762 flyvninger sidste måned og en rettidighed på 97,2 pct. var Naysa fra De kanariske Øer Europas mest præcise ruteflyselskab fulgt af svenske Malmö Aviation med 1.458 flyvninger og en præcision på 96% og Lufthansas Germanwings med 5.540 flyvninger og en rettidighed på 95,75 pct.

Blandt Europas 50 ruteflyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger, toppede Easyjet sidste måned med 26.246 flyvninger og en rettidighed på 92,76 pct.

Tallene kommer fra amerikanske Flightstats.com, der dagligt indsamler punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber over det meste af verden.

Præcisionstallene fra Flightstats afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Gennemsnittet for de 50 europæiske flyselskaber med 376,247 flyvninger i november var 87,36 pct. De øvrige flyselskaber efter Easyjet med over 10.000 flyvninger var i november: Lufthansa Cityline med 11.460 flyvninger og en rettidighed på 90,23 pct., SAS: 20.994 – 89,12 pct., Widerøe: 11.748 – 88,79 pct., Air Berlin: 13.328 – 88,66 pct., Lufthansa 31.795 – 88,03 pct., Aeroflot: 13.923 – 87,13 pct., Swiss 10.235 – 86,29 pct. Turkish Airlines: 22.409 – 86,16 pct., Air France: 22.271 – 85,88 pct., Alitalia: 10.353 – 84,91 pct., Norwegian: 11.573 – 84,66 pct. og British Airways med 22.744 flyvninger i november og en rettidighed på 79,41 pct.

Et af Europas største selskaber, Ryanair, oplyser ikke nok til at komme på Flightstats opgørelse.

Blandt de europæiske lufthavne med den bedste rettidighed var sidste måned Hamborg fulgt af Københavns Lufthavn og polske Warszawa.