Selv om rejsen koster næsten 37.000 kroner og ingen ved, hvor de skal hen, blev rejsen udsolgt på to timer.
Som det første rejsebureau i verden, tilbyder rejsebureauet Hannibal & Marco Polo rejser til det ukendte. Forstået på den måde, at ingen gæster ved, hvor de skal hen, når rejsen bestilles.
Det eneste man kan få at vide er afrejsedato, rejsens længde, navnet på rejselederen og rejsens pris. Som er 36.680 kroner. Trods det anseelige beløb blev rejsens 18 pladser udsolgt på små to timer. Det skete ved en reception hos rejsebureauet Hannibal & Marco Polo i fredags.
”Jeg har hele tiden været overbevist om, at Den Hemmelige Rejse var en god idé. Men det kommer nu alligevel lidt bag på mig, at det gik så stærkt. Den første rejse var jo udsolgt, før den overhovedet blev offentliggjort,” hvisker adm. direktør i Hannibal & Marco Polo, René Andersen.
Rygtet vil vide, at rejsebureauet planlægger en ny ukendt rejse. Men det er vistnok en hemmelighed.
”Der bliver ikke tale om at kopiere den tur, vi allerede har lavet. Den næste rejse får et helt andet indhold. Mere vil jeg ikke sige,” tysser René Andersen.