- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber Air udvider atter rutenet

Cimber Air fortsætter østeuropæisk ekspansion og åbner ny rute fra København til Polens næststørste by… Cimber Air har ansat ny Sales Manager.

Med åbningen af en ny rute tre gange om ugen mellem København og Polens næststørste by, Lodz, får Cimber Air fra november sin anden polske destination fra CPH – i forvejen betjenes Wroclaw. Dermed fortsætter Cimber sin østeuropæiske satsning, selskabet åbnede i år på Bukarest og Kiev – også schweiziske Basel betjenes fra København.



”Lodz er en interessant destination, da mange skandinaviske virksomheder har etableret sig i området. Vi flyver ruten i codeshare samarbejde med SAS,” siger Cimber Airs adm. direktør, Jørgen Nielsen, om den kommende rute som beflyves med turboprop-propelfly af typen ATR 42.



Fra vinterprogrammets start med udgangen af denne måned, overtager Cimber også betjeningen af fem Maersk Air-ruter; Maersk Air trækker sig fra ruterne fra Billund til Bruxelles, Milano, München, Oslo og Stockholm.



Endvidere skal Maersk Air fra vinterprogrammet operere otte destinationer for SAS ud af CPH med CRJ-jetfly med plads til 50 passagerer: Aberdeen, Dresden, Kleipéda (Litauen), Køln, Lyon, Newcastle, Szczecin (Polen) og Vesterås.



Ligeledes indsætter Cimber Air fra vinterfartplanen en ekstra morgenafgang fra Karup til København mandag til onsdag – og Cimber vil også tilbyde timedrift på morgentrafikken ud af Bornholm til København med første afgang kl. 7.



CIMBER AIR FÅR NY SALGSCHEF

Pr. 1. oktober er Allan Dean Andersen tiltrådt som Sales Manager i Cimber Air. Allan Andersen kommer fra en salgsstilling hos Singapore Airlines i Danmark. I sit nye job skal han besøge rejsebureauagenter i Danmark.



Cimber Air har hidtil ikke haft sælgere i marken; for nylig meddelte Cimber, at for at bevare og styrke sit salgsarbejde i Danmark, Norge og Sverige, har selskabet indgået et GSA-samarbejde med Maersk Air. I Vestdanmark vil Maersk Air-sælgerne på vegne af Cimber servicere rejsebureauer, tour operatører og corporate kunder om billetsalg på Cimbers internationale ruter fra Billund. Cimber vil selv varetage salget på danske indenrigsruter og internationale ruter ud af København.



HB

Skrevet af