- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Efter 33 år: Skifter til konkurrerende feriehusudlejer

Feriepartner Danmark drømmer om at styrke selskabets position i Blokhus, og udlejeren har derfor ansat en erfaren rådgiver, der er kendt i lokalområdet, til at hjælpe med den opgave.

I mere end tre årtier har Berit Bøjstrup haft sin daglige gang hos Novasol, men fra den 1. april skal hun vænne sig til en ny hverdagskulisse, da hun har takket ja til en ny stilling som ejerrådgiver hos Feriepartner Blokhus.

Berit Bøjstrup er et kendt ansigt i Blokhus og omegn, hvor hun – udover sin lange karriere i udlejningsbranchen – også i en årrække har været og fortsat er formand for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der arbejder med markedsføring af området og udvikling af turismeproduktet.

Meningen er, at den nyansatte ejerrådgiver skal være med til at tegne Feriepartner Blokhus udadtil, ligesom Berit Bøjstrup også får til opgave at rådgive bureauets sommerhusejere og bidrage til at udvide porteføljen af udlejningshuse.

Lige til højrebenet
Feriepartner Blokhus er et af feriehusudlejerens i alt 38 bureauer, der tilsammen varetager udlejningen af omkring 8.000 sommerhuse. De senere år har det nordjyske bureau øget antallet af udlejningshuse, og Feriepartner Danmark anslår, at det i dag har en markedsandel på 53 procent i området.

Den ønsker man dog at øge ved at indgå flere aftaler med sommerhusejere i og omkring den kendte turist- og badeby i Vendsyssel. Derfor gav det sig selv at få fat i en rådgiver, der kender branchen og området til fingerspidserne, forklarer salgschef Michael Bisgaard fra Feriepartner Blokhus.

”Det er svært at finde nogen, der har et bedre netværk end Berit Bøjstrup. Hun har gennem mange år haft en meget stor berøringsflade, og rigtig mange husejere ved, hvem hun er. Derfor lå det lige til højrebenet at ansætte Berit Bøjstrup, da vi fik mulighed for det.”

Vigtigt med lokalkendskab
Berit Bøjstrup ser frem til at tage fat på opgaven, når hun i løbet af foråret træder ind på sin nye arbejdsplads. Hun hæfter sig ved betydningen af, at man kender den egn, som man gerne vil udleje ferieboliger på, og det mener hun at kunne bidrage med.

”Jeg har et særdeles godt kendskab til branchen, og jeg kender lokalområdet ud og ind, fordi jeg har arbejdet med udlejning af sommerhuse i mere end 30 år.”

”Jeg tror, det har stor betydning, at man har et stort lokalkendskab, når man skal udleje folks sommerhuse, og jeg ser frem til at komme i gang med opgaverne sammen med resten af teamet,” siger Berit Bøjstrup.


Relaterede artikler:

Kendt ansigt vender tilbage til Feriepartner

Finder salgschef til nyt feriehusbureau

Det er slut: Træder ud af Feriepartner Danmark