- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ejerne pumper ny kapital i Travel House

Profil Rejser fik et betydeligt tab på godt seks mio. kr. i fjor bl. a. på grund af askeskyer og urolighederne i Thailand, hvor bureauet har et omfattende program. Til gengæld tyder det på balance i år.

Resultatet i Travel House med Profil Rejser og ny tilkomne ProGolftours og How2Cruise blev bestemt ikke prangende i det årsregnskab, som netop er offentliggjort.

Et underskud på 9,4 mio. kr. for hele 2010, hvoraf Profil Rejser alene tegner sig for 6,5 mio. kr. De to nye aktiviteter er kommet til så sent, at de kun når at påvirke årsresultatet negativt med lønninger og lignende. Indtægterne kommer først ind her i 2011.

Det har med andre ord været et år med en turnaround, der vil noget. Profil Rejser har altid haft et stort salg af flybilletter, og her har konkurrencen været hårdere end tidligere i takt med, at billetpriserne faldt.

Ved årets udgang var der en negativ egenkapital på godt seks mio. kr.
Det ville mildt sagt have været dybt alvorligt, hvis man skulle ud og have hjælp hos bankerne, men ejerne har været klar til at spytte i bøssen.

De fem indehavere af Travel House har stillet syv mio. kr. til rådighed som ansvarlig lånekapital og dermed reelt spændt sikkerhedsnettet ud.
Egenkapitalen ventes etableret igen gennem positiv drift og nye tiltag.

De fem aktionærer er: Peter Rasmussen, Peter Grønlund, Hans Henrik Obel, Ditlev Wedell-Wedelsborg og Jesper Boas Smith.

 

Skrevet af Ejvind Olesen