- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Eksklusivt minihotel bliver større

Tivoli lukkede ved årsskiftet gourmetrestauranten Nimb Louise. I stedet kommer der til april flere suiter på Nimb-hotellet.

Tivoli lukkede ved årsskiftet gourmetrestauranten Nimb Louise. I stedet kommer der til april flere suiter på Nimb-hotellet.

Få dage før årsskiftet meddelte Tivoli, at nytårsaften ville blive sidste dag for en af havens nye satsninger, Nimb Louise. Restauranten åbnede i maj sidste år – og det var håbet, at den med tiden kunne trække et par Michelin-staver til Tivoli.

Sådan skulle det ikke blive – nu er restauranten lukket. I stedet vil Tivoli frem til sommeråbningen bruge pladsen, hvor Nimb Louise havde til huse, til at skaffe flere suiter til sit fornemme Nimb Hotel.

Hvor mange suiter, der skal komme, kunne Tivoli ikke oplyse til standby.dk mellem jul og nytår. Men i en pressemeddelelse om lukningen af Nimb Louise, siger Tivolis adm. direktør, Lars Liebst:

”Det er ærgerligt, men lykkedes ikke med konceptet. Samtidig efterspørger vores gæster i højere grad kulinariske oplevelser under mere afslappede former.”

Nimb driver udover Louise tre restauranter, Brasseriet, Terrassen og Bar’n’Grill, samt to barer, Vinoteket og Nimb Bar. Her er der i alt plads til næsten 1.000 gæster.

Tivolis restauranter serverede i 2011 over 2 mio. måltider, Tivoli A/S driver syv restauranter med plads til over 1.500 gæster samt over 20 caféer og fastfood-steder.

Nimb-bygningen har et hotel med 14 værelser, og med en belægningsprocent på over 98% er det naturligt at kigge på, hvordan hotellet kan udvide sin kapacitet, noterer Tivoli. Nimb-bygningen har i øvrigt netop fået ny direktør, fransk-canadiske Christophe Delabarre.

Tivoli har længe arbejdet med planer om at gøre Nimb-hotellet større. Lars Liebst sagde i sidste år til standby.dk, at Tivoli har søgt Københavns Kommune om tilladelse til at opføre yderligere 20 værelser, bl.a. i Hercegovina-bygningen, nabo til Nimb-hotellet.

”Men fra tilladelsen kommer, til de ca. 20 nye værelser står klar, går der et par år. Går det også godt med disse nye værelser, sætter vi fokus på H.C. Andersen-slottet, hvor der ud over kasino også kan være nogle hotelværelser,” sagde Lars Liebst.

Generelt har Tivoli 26 forlystelser, som Tivoli selv ejer – hertil kommer 40 spisesteder mm. Tivoli har ca. 1.800 medarbejdere – de 1.200 arbejder for selve Tivoli.