- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ekstra asfalt gør lufthavn klar til luftens nye konge

Thai Airways har overvejet at indsætte verdens største passagerfly mellem København og Bangkok. I går havde Københavns Lufthavn for første gang besøg af en Airbus 380 – Lufthansas tredje eksemplar.

”ICAO – International Civil Aviation Organization – accepterer nu 45 meter
brede landingsbaner til Airbus 380, men de skal helst være 60 meter brede.

Så valgte et flyselskab at flyve permanent på Københavns Lufthavn A380
skulle vi have 50.000 kvadratmeter ekstra asfalt, det svarer til syv
fodboldbaner. Men det er et lille tal, for lufthavnen har i dag tre mio.
kvadratmeter under asfalt eller beton,” sagde pressechef i Københavns
Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, i går til takeoff.dk

 
”Man sagde jo også, da Boeing 747’en kom, at den ville vi aldrig se i
København. Den kom til Københavns Lufthavn og flyver her jo dagligt. Thai Airways overvejede – før finanskrisen – at flyve på København med Airbus 380,”  siger Søren Hedegaard Nielsen.

 

Thai Airways har bestilt 10 eksemplarer af Airbus 380, leveringerne
begynder i 2012.

 
Ellers var der enorm interesse for Lufthansas Airbus 380, da verdens
største passagerfly onsdag for første gang kom til Danmark. Fra
morgenstunden var masser af nysgerrige på plads langs Kystvejen for at se verdens største passagerfly. Det ca. 560 tons tunge fly parkerede ved
cargo-området. Her ventede bl.a. 140 særligt indbudte, inviteret af bl.a.
Lufthansa.

 

Det var Lufthansas tredje eksemplar af Airbus 380, der besøgte Københavns Lufthavn. Flyet er opkaldt efter München. Airbus-flyet fløj efter kl. 10 fra København, hvor det sagde farvel med en passering i lav højde. Flyet fortsatte til Stockholm, Helsinki og Oslo. På vej tilbage til Frankfurt lavede kæmpen et low pass over Billund Lufthavn.

 
Airbus A380 er verdens største passagerfly. 73 meter langt, 24 meter højt og næsten 80 meter bredt. Den har i Lufthansas version plads til 526 passagerer, 8 på første klasse, 98 på business class og 420 på
økonomiklasse.

 

Lufthansa har foreløbig tre A380 – de flyver til Beijing og Tokyo. Med den
tredje A380 betjener Lufthansa fra næste måned også Johannesburg i
Sydafrika.

Foreløbig har Singapore Airlines og Emirates begge 11 af megabamserne, australske Qantas har seks, Air France og Lufthansa hver tre. Emirates fra Dubai er største A380-kunde, det har i alt bestilt 90 eksemplarer.

 
TV2 News’ helikopter var også i Københavns Lufthavn i dag – se de flotte
billeder på TV2’s hjemmesider.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten