- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Elge drager turister

Har vi mon fået et nyt turistprodukt? For første gang i 20 år er der set en Elg i Nordsjælland.” Elge i Himmerland trækker helt vildt turister fra både Danmark og udlandet," siger driftsleder.

En elg er på mange måder et spændende dyr. Det er samtidig en turistmagnet. Den fascinerer både danskerne selv og udlændinge i stor stil. Det siger driftsleder Jacob Skriver på Lille Vildmose i Himmerland. ”Vores besøgscenter har oplevet en eksplosiv tilvækst, ” siger han til Frederiksborg Amts Avis

Nu ser de på muligheden i Nordsjælland. Det kræver imidlertid et meget stort område, som skal indhegnes, for at få lov til at udsætte elge, som de har fået i Himmerland med 2.100 hektar og et hegn, der er 2,5 meter højt. Det trækker mange turister, men det er primært på grund af økosystemet, lyder det. Elge æder sig ind på træer og buske, hvor der også er brug for det.

Der er fortsat mange, der kan huske, at en svensk elg fik lyst til at se nærmere på Danmark og i 1956 svømmede fra Helsingborg mod Helsingør. Alle aviser havde store billeder af elgens færden. Ikke mindst når den med bedene øjne kiggede op over Øresund  og signalerede; ”Mon Danmark nu også er så spændende, at det er den her anstrengende svømmetur værd?” Den fortrød, vendte om og kom på svensk dyrehospital.

250.000 elge i Sverige
Elge er til fare både for sig selv og for trafikanter. Man regner med, at der i Sverige er cirka 250.000 elge mod de 14 eller 15 i Danmark. Har man prøvet at være bilist på vejene omkring de store svenske skove, gælder det om at passe ekstra på, når det igen bliver mørkt om natten.

Netop nu er det et stolt syn i Nordsverige omkring midnat, at de store dyr stå afventende og nysgerrige i skovbrynet. Det er noget lettere at være på elg-fotosafari i Sverige end på en tilsvarende med løver i Afrika.

Nok er en svensk Volvo stor. Men et sammenstød med en elg på op til 700 kilo, slipper man næppe helskindet fra. Svenskerne har da også sat store advarselsskilte op i områder med skov og elge

Her slår vi svenskerne
Turister i Sverige ser de røde ødegårde og elge i skovene, som en del af den fascinerende natur i vores naboland. Mere og mere dramatisk jo længere man kommer mod nord. Omkring polarcirklen vokser gulerødder og asparges dobbelt så hurtigt som i Danmark på grund af lyset 24 timer i døgnet i sommermånederne.

Der kan vi ikke hamle op med svenskerne. Og dog. Vi har gulerødder i nationalfarver! Den kan svenskerne ikke slå.