- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Emirat vil øge fokus på bæredygtig turisme

Ras Al Khaimah, et af de syv Forenede Arabiske Emirater, vil være regionens førende rejsemål inden for bæredygtig turisme. Der er afsat millioner til nye bæredygtige overnatningsmuligheder.

RAK, som Ras al Khaimah kaldes i daglig tale, ligger en times kørsel fra Dubais lufthavn og adskiller sig ifølge turistrådet fra de andre emirater med sin storslåede natur og store fokus på naturoplevelser, hedder det i en pressemeddelelse fra Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA).

Ras al Khaimah byder blandt andet på Hajar-bjergene, Al Wadi-ørkenen, sandstrande og beskyttede naturområder. Og for at bidrage til en bæredygtig udvikling af turismeindustrien, har Ras Al Khaimah sat kurs mod at blive regionens førende rejsemål inden for bæredygtig turisme i 2025, hedder det i pressemeddelelsen.

”Gennem balanceret og fokuseret udvikling vil emiratet nemlig skabe en turismeindustri, der er økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig. Samtidig skal strategien understøtte levestandarden for borgerne og arbejdsstyrken, mens naturen bevares og beskyttes,” oplyses det.

Nøje udvalgte hotelprojekter
Bæredygtighedsstrategien er skabt af turistrådet RAKTDA i samarbejde med EarthCheck, der ifølge pressemeddelelsen er verdensførende inden for videnskabelig benchmarking, certificering og rådgivning til rejse- og turismebranchen.

RAKTDA fokuserer på at sikre en bevidst udvikling af nye hoteller for at undgå hurtige og knap så velplanlagte ekspansioner. Som ansvarlig for alle nye hotelprojekter har RAKTDA også en række guidelines og protokoller for at regulere bæredygtighedsstandarderne.

RAK har fokus på at bevare og beskytte naturområder som Al Wadi Nature Reserve, der er hjemsted for blandt andet den arabiske oryx, gazeller og ræve samt et skrøbeligt økosystem af planter, blomster og træer.

Der er afsat næsten én milliard kroner til 20 nye turismeprojekter – herunder nye bæredygtige overnatningsmuligheder på emiraternes højeste bjerg, Jebel Jais.

Mange tusinde nye hotelværelser på vej
RAK, hvis størrelse svarer til cirka fem procent af Danmarks, har passeret 8.000 hotelværelser til de i øjeblikket én million årlige turister, hvoraf 90 procent er leisurerejsende.

Målet er tre millioner årlige udenlandske turister i 2030. Ras al Khaimahs største turistmarkeder tæller Rusland, Storbritannien og Tyskland. I 2019, året før coronakrisen, var 20.000 skandinaviske turister i snit er i RAK i fem-seks dage.

I pipelinen for det kommende års tid er yderligere 4.600 hotelværelser, over 3.200 er femstjernede, 500 har fire stjerner, mens 700 skal udstyres med tre stjerner.

RAKTDA registrerede sidste år sit hidtil højeste besøgstal. 1,1 millioner turister havde mindst én overnatning i emiratet, en stigning på 15,6 procent fra 2021.

 

Relaterede artikler:

Ras Al Khaimah får 300 meter hoteltårn med 1.500 værelser

Familie overrasket: Det meste af hotellet var lukket

Danske rejsebureauer glade for kommende Abu Dhabi-rute