- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Emirates lander hos Novia

Når Emirates fra Dubai 1. august åbner sin første rute til Norden med dagligt fly til Københavns Lufthavn bliver Novia handlingsselskab for den mellemøstlige mastodont.

Fra 1. august begynder Emirates at flyve dagligt med en Airbus 330 mellem sin hovedlufthavn i Dubai og Københavns Lufthavn. Allerede fra februar næste år indsættes den endnu større Boeing 777 på ruten.

 

Emirates har netop lavet kontrakt med handlingsselskabet Novia i Københavns Lufthavn, om at Novia skal håndtere Emirates’ passagerer.
Novia håndterer i forvejen det andet flyselskabet fra Den arabiske Golf, Qatar Airways, der sidste år åbnede på Københavns Lufthavn og som siden marts i år har fløjet dagligt mellem København og Doha.

1. juli kommer endnu et flyselskab fra regionen, Gulf Air fra Bahrain, til Københavns Lufthavn med fire ugentlige flyvninger.

 

Novia, næststørste handlingsselskab i Københavns Lufthavn, har 730 ansatte og blev for nylig købt af svenske Aviator Airport Handling. Novia omsatte i sidste regnskabsår for næsten 400 mio. kr.
Hvor mange nye arbejdspladser, kontrakten med Emirates vil give, har Novia endnu ikke på plads.

Skrevet af Henrik Baumgarten