- STANDBY.DK - https://standby.dk -

En alsidig direktør takker af

Med Tom Flemming Clausens beslutning om at gå på pension mister dansk luftfart en af sine store profiler. Han har prøvet meget i sin karriere – også at være opfinder.

Efter realeksamen kom Tom Clausen i 1964 til SAS, hvor han fire år senere var uddannet som trafikassistent. I 1968 blev han indkaldt til militæret, hvor han bl.a. var talsmand for telegraftropperne på Høvelte Kaserne nord for København.

 

Tom Clausen har tidligere i Take Off-stolen fortalt, at en ungdomsdrøm var at blive pilot – men at en balancefejl i det ene øre i sidste øjeblik forhindrede det.

 

I stedet kom han i 1969 til det daværende Sterling Airways, først i Operation og siden i salgsafdelingen; han var i halvandet år udlånt som dansk chef til svenske Fritidsrejser, i dag Star Tour. Han vendte tilbage til Sterling, hvor han i en årrække var salgsdirektør.

Tom Clausen fortalte Take Off, at han i 1986 skulle være adm. direktør for Tjæreborg Rejser i Danmark med Jens Veino som chef for Tjæreborg Gruppen. Men Toms børn blev triste over udsigten til at miste den nære kontakt med en far i det jyske det meste af tiden, så ja´et blev ændret til et nej tak.

 

”Jeg forlod Sterling i 1991 pga. uenighed om selskabets fremtid. Jeg fik job som skandinavisk chef for amerikanske Tower Air – der fløj danske Tjæreborg–gæster til New York på en billig charterferie. Men 1½ år senere trak de sig ud af det skandinaviske marked,” fortalte Tom Clausen i Stolen og fortsatte:

 

”Jeg fik en god aftrædelsesordning med Tower Air og kastede mig over nogle af mine egne projekter, bl.a. en sovsetermokande, som Bilka aftog 400.000 af.”

 

I 1994 kom han til Premiair, flyselskabet var samme år etableret ved en sammenlægning af Simon Spies’ Conair og SAS’ Scanair.

 

I Tom Clausens direktørtid har forbrugerne syv gange valgt Thomas Cook Airlines til Danmarks bedste charterflyselskab ved Danish Travel Awards, senest i fjor. Her modtog selskabet også en særpris for sit aktive miljøarbejde.

 

Tom Clausens er glad for moderne teknologi. Når afslapningen ikke står på IT, er andre interesser oliemaling, croce tegning, golf og tennis.

 

Om han atter vil kaste sig over opfindelserne sagde han i Take Off-Stolen:

”Det farligste er at tænke gode tanker – og så ikke gøre noget ved det. Får man en god ide eller opfinder noget, så er det allervigtigste enten gøre noget ved det med det samme – eller at glemme det for altid. Andre kan få en lignende ide, og så vil du ærgre dig over, at du ikke gjorde noget ved det. Så gode ideer skal håndteres disciplineret.”

 

Skrevet af Henrik Baumgarten