- STANDBY.dk - https://standby.dk -

En flig af mere sikkerhed

MANDAGSKLUMME: Det kunne have været meget værre, hvis vi ikke havde haft loven om Garantifonden, som nu får en ordentlig bet. Alligevel skal vi ikke have mere forsikring, men måske mere synlig etik før det går galt.

Af Ejvind Olesen  

Tyrkiets Ekspertens krak er helt efter bogen. Tynd belægningen og salg i ugerne op til en rejsehøjtid (efterårsferien), og derefter meldes pas en dag eller to før feriens start. Naturligvis har bureauets ledelse vidst, hvor det bar hen. Og naturligvis har Garantifondens revisorer haft deres begrundede tvivl. Men nu bliver folk altså brændt af for den ferie, de har betalt for og glædet sig til på et tidspunkt, da kufferten næsten er pakket.

Det er da godt, at langt de fleste – efter de første meldinger – er dækket af Garantifonden. Noget tyder på, at bureauet har haft så meget realitetssans, at man har tilbudt 20 kroner s forsikring for seat only, men i aftes var det endnu uklart, hvor mange det drejer sig om. Alligevel var der allerede lørdag enkelte eksempler på familier, som har mistet alle penge, fordi de ikke er dækket ind ved køb af en ren flybillet.

Det kan godt undre. Igen og igen er forbrugerne blevet mindet om den regel i pressen og af bureauerne. Og alligevel vandrer fortsat en del lige lukt ind i muren. Ser de da ingenting? Hører de ingenting?

Bør forbrugerne ikke følge løbende med i den del af rejselivet, gennem reportager i TV og i pressen. Der har været advarsler nok om Tyrkiet Eksperten. På den anden side set har rejserne i reglen været klart billigere end hos de mere stabile og kvalitetsbevidste arrangører.

Det ville være naivt at tro, at folk ikke falder for det. Til gengæld får de nu straffen, når de opdager, at det beløb de får godtgjort slet ikke rækker til en erstatningstur (måske dog hvis de venter til november, men så har i hvert fald børnene ikke fri).

De næste dage vil vi igen se debatten rulle om der skal være endnu flere garantier og endnu mere forbrugerbeskyttelse.

Nej, selvfølgelig skal der ikke det. Danske forbrugere er i forvejen pakket ind i vat.

Til gengæld kunne man endnu engang overveje, om ikke rejsearrangørerne skulle begynde med at gøre opmærksom på, at de er medlem af DRF (rejsebureauforeningen) eller RID (charterselskabernes sammenslutning), som begge har etiske regler.

Det garanterer ikke mod krak, men alligevel en flig af mere sikkerhed.