- STANDBY.DK - https://standby.dk -

En flov historie

Forordning 261 fra EU om flyforsinkelser kan om noget sætte sindene i bevægelse. Vueling var taberen, men hvad med transportministeren og DAT-direktøren. De venter på hver sin måde på, at retfærdigheden skal ske fyldest.

Det var en flov historie for Vueling med IAG som moderselskab. At skylde op mod en million kroner til passagerer, som har beløbet til gode på grund af erstatning til forsinkede passagerer, og derefter trække betalingerne i langdrag.

Så længe, at flyselskabet til sidst måtte betale for at undgå en fogedsag og risiko for at blive tilbageholdt i Københavns Lufthavn, som man kan læse her på siden.

Det ligner ikke et British Airways-selskab at opføre sig på den måde. Et er, at man føler det er dybt uretfærdigt og derfor søger sagerne, der var omkring et hundrede, afgjort ved Københavns Byret.

Når man så har tabt, er det kun et spørgsmål om at få betalt og komme videre. ”De fleste flyselskaber betaler, når de har fået en dom i byretten”, som administrationschef Michael Villemoes Larsen siger til standby.dk

Stram kursen mod flyselskaber
Min forhenværende kollega på Berlingske, transportminister Ole Birk Olesen, en fornuftig mand, har mistet tålmodigheden. Han har meddelt Trafikstyrelsen, at han ønsker kursen strammet over for flyselskaberne.

Han sagde ved indgangen til sommeren ”at passagererne er berettiget til kompensation fra dag et.” Han undrede sig over, at passagerer skal være så tålmodige og vedholdende for at få udbetalt den kompensation, de har ret til.

Det kan ikke mange være uenig med ham om. Og da slet ikke dusørjægerne, som scorer 25 procent af erstatningsbeløbet. Uden, at jeg vil tro, der er et parløb i gang mellem Flyforsinkelse.dk og ministeren. Det ville heller ikke være klogt.

Vent ingen blødsødenhed
Måske havde det været smartere af ministeren at skærpe proceduren og fremme afgørelserne noget hurtigere, så forbrugerne kunne læne sig op ad den hjælp, de kan få ved at klage direkte til Trafikstyrelsen.

Jeg ved godt, at hver gang forbrugerne taber en sag, er Flyforsinkelse.dk der med det samme og indbringer sagen for domstolene. Så vent ikke nogen blødsødenhed fra den kant. Her jagtes 25 procent.

For kort tid siden gik Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm, direkte til angreb på ministeren, fordi han finder det fuldstændig urimeligt, at flyselskaber skal gennem en flaskehals i Eurocontrol som drives af staterne, med store mangler.

Flyene forsinkes, og selskaberne kan ikke gøre noget, hvorefter de skal betale erstatning til passagererne, uden på nogen måde at være skyldig.

Jesper Rungholm, der aldrig har lagt skjul på hvad han står for, mener at ministeren nu bør gå i gang med at tale med sine europæiske kolleger om at rette op. Også med hensyn til at omformulere Forordning 261, så det bliver mere fair play. Sjusk skal straffes, men der findes utroligt mange vanskelige afgørelser. Og nu rammer paragraf 261 endnu mere end tidligere alle de seriøse flyselskaber. Fortæl mig, please, hvad er ret og hvad er vrang?

Om igen i EU
Nu er et flyselskab også ansvarlig, når dets eget personale strejker. Det gør en strejke endnu mere slagkraftig over for en arbejdsgiver.

Hvis den danske transportminister ville tage fat på problemet i EU, hvor det hele startede, for at ramme de flyselskaber, som er helt ligeglade med om de holder præcision og regularitet, så ville han blive en helt.

Både hos forbrugere, flyselskaber og hos Jesper Rungholm. Det er faktisk et af de helt store problemer i europæisk flytrafik i øjeblikket.