- STANDBY.DK - https://standby.dk -

En helt usædvanlig generaladvokat

WEEKENDKOMMENTAR: Hvis et flyselskab skal være ansvarlig for en islandsk askesky, stopper al sund fornuft. Men det kan ikke overraske, når EU begiver sig ind på luftfartens dagligdag med endnu en absurd beslutning.

Af Ejvind Olesen

 

Det var så ugen da generaladvokaten for EU Domstolen fastslog, at et flyselskab er pligtigt til betale hotel og fuld forplejning for strandede passagerer som følge af, at en islandsk askesky lammede det meste af flytrafikken over Europa.

 

For en gangs skyld er jeg enig med Ryanair, som nægtede at betale for en kvindelig passagers ophold i en uge i Portugal, fordi hun ikke kunne komme tilbage til Irland.

 

Lavprisselskabet eksilerer i begreber som ”usædvanlige omstændigheder” i stedet for det helt relevante force majeure-begreb. Men det skal ikke forklejne selve sagen, selv om argumentationen fra såvel generaladvokaten som Ryanair bliver noget forplumret, når man begynder at gradbøje ”usædvanlige omstændigheder” til ”helt usædvanlige omstændigheder”.

 

Sagen burde være ret så enkelt. Hvis det er noget flyselskabet kunne have forudset, er det erstatningspligtigt. Hvis det er noget ingen kunne ane var på vej – force majeure – er et transportselskab naturligvis ikke pligtig til at underholde en passager, en uge, en måned eller måske et halvt år, indtil skyerne letter.

 

Jeg ved udmærket, at forbrugerorganisationerne mener, at en sådan afgørelse som den generaladvokaten voterer for (den er dog ikke bindende for EU Domstolen), er den eneste rigtige. Forbrugerådet glæder sig.

 

Tænkt en gang en passager, som køber en lavprisbillet til 700 kr. til Portugal, i bedste – eller værste fald – kan bo på hotel med fuld forplejning i måske to eller tre uger på flyselskabets regning, fordi en vulkan går i udbrud på Island. Hvor mærkværdigt ulogisk. Jura eller ikke jura.

 

Skal vi lige tage den med force majeure engang til. Hvis det bliver snevejr i juli, og Københavns Lufthavn lukker, er det force majeure. Hvis det bliver snevejr i november, er det ikke force majeure.

 

Så enkelt kan det siges. Hvorfor dog så kompliceret. – God weekend

Skrevet af Ejvind Olesen