- STANDBY.DK - https://standby.dk -

En ny dansker skal følge Flemming Jensen i SAS

Det kom som en stor overraskelse, at den sidste dansker i SAS` koncernledelsen i Stockholm, Flemming Jensen, tager springet fra luften til jernbanerne som chef for DSB. Et stort tab for SAS og en klar gevinst for DSB.

Flemming Jensen. (Foto: Karsten Bidstrup)

Det kom som en stor overraskelse, at den sidste dansker i SAS` koncernledelsen i Stockholm, Flemming Jensen, tager springet fra luften til jernbanerne som chef for DSB. Et stort tab for SAS og en klar gevinst for DSB.

Af Ejvind Olesen

Det kom som en bombe for de fleste, at koncerndirektør og vicepræsident med ansvaret for hele produktionsleddet i SAS, Flemming Jensen, fra maj næste år siger farvel til Stockholm og goddag til København for at blive ny adm. direktør for omstridte DSB. En kæmpe udfordring, som nu får en topkvalificeret mand i spidsen.

Hvem der skal blive Flemming Jensens efterfølger på den meget vigtige post i SAS-ledelsen, med blandt andet ansvar for flydrift, piloter, kabineansatte og øvrige driftspersonale, vides af gode grunde ikke. Men arbejdet med at finde den rette går straks i gang, fordi afløseren meget vel kan blive udpeget straks efter årsskiftet.

Der er næppe tvivl om, at det bliver en dansker, med mindre man foretager en total ændring i SAS-ledelsen, hvor der nu kun er en dansk, en norsk og seks svenskere.

SAS præsident Rickard Gustafson vil have mindst en norsk og en dansk chef ved siden af den svenske stab. Netop nu er det Ejvind Roald, salgs og marketing og talsmand for Norge, og Flemming Jensen, driftsdirektør og talsmand for Danmark. Den sidste plads skal derfor besættes med en dansk kandidat, som det ser ud i øjeblikket.

”Det har ikke været en let beslutning,” siger Fleming Jensen, som har været i SAS siden 1988 og kom i selskabet som pilot. ”Fristelsen til at blive CEO og være med til at udvikle DSB var imidlertid en udfordring, jeg ikke kunne stå imod.”