- STANDBY.DK - https://standby.dk -

En statistisk ferie

Med tal fra Danmarks Statistik som udgangspunkt er en typisk dansk ferie en uge til Spanien i juli.

Den statistiske ferierejse foregår med fly, og nætterne tilbringes på hotel. Udgiften til denne gennemsnitlige ferie lyder på 7.416 kroner, skriver borsen.dk.

 

Danmarks Statistik kan endvidere fortælle, at omkring hver fjerde i 2009 tog på badeferie, 17% valgte en storbyferie, mens ligeledes 17% besøgte familie og venner.

Juli og august var med 30% de foretrukne feriemåneder med juli helt i top med 19% af alle ferierejser. Omkring 60% at rejserne til udlandet varede mellem fire og syv dage, mens omkring 25% varede mellem én og to uger. I gennemsnit havde de ferierejsende 9,36 overnatninger pr. rejse.

 

Blandt rejsemålene var de mest populære Spanien med 16%, Italien med 10% og Sverige med 8%. Det stigende antal rejser til mere eksotiske destinationer fylder dog fortsat kun lidt i statistikken. Her fører USA med 3%, fulgt af Thailand med 2% og Egypten med 1%.

Et flertal på 71% af de ferierejsende valgte selv at planlægge deres udlandsrejse i stedet for at lade charterbureauer om det. 21% af husstandene havde børn under 15 år med.

Skrevet af Flemming Juul