Tidligere medlem af koncernledelsen mistænkes for insiderhandel
Et tidligere medlem af koncernledelsen i Airbus-fabrikkernes moderselskab, EADS, Gustav Humbert, blev mandag anholdt af fransk politi. Tyske Humbert mistænkes for, på linje med en række andre tidligere topchefer hos flyfabrikanten, at have gennemført aktiehandler kort før kursen på EADS-aktierne mistede en fjerdedel af deres værdi på én enkelt børsdag, tilbage i 2006. Kursfaldet var en direkte følge af en meddelelse fra EADS om, at man ventede massive forsinkelser i leveringen af kæmpeflyene AirbusA380.
Også de tidligere topchefer Noel Forgeard og Jean-Paul Gut er tidligere blevet tilbageholdt af myndighederne og afhørt i forbindelse med mistanken om insiderhandel. I alt er 17 tidligere Airbus-chefer og storaktionærer som Damiler og Lagardere under mistanke.
Gustav Humbert forlod sin stilling i EADS kort efter meddelelsen om de massive leveringsforsinkelser, i sommeren 2006.
Det er blandt andet amerikanske investorer, der brændte sig økonomisk på aktieinvesteringer i EADS, der har indledt søgsmål mod sælgerne af EADS-aktier, fordi de amerikanske investorer vurderer, at sælgerne, herunder de tidligere topledere, må have vidst at aktiekursen ville falde dramatisk kort tid efter aktiehandlerne.