- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Endnu en jysk motorvej

Et folketingsflertal vil bygge en ny motorvej på langs ad Jylland, hvor den skal følge den jyske højderyg og dermed den gamle hærvej.

Ifølge Transportministeriet viser en konsulentrapport, at de 160 kilometer motorvej fra Aalborg til Kolding kommer til at koste mellem 13 og 18 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten. Alle partier i trafikforliget på nær SF går ind for de nye motorvejsplaner, skriver bt.dk.

Formålet med den nye motorvej er at flytte mellem 10.000 og 15.000 daglige køretøjer fra den østjyske motorvej, som ved Vejle Fjord Broen og i Århus-området er ved at nå sin maksimale kapacitet.

Den kommende motorvej følger i store træk det forslag, som blev fremsat af geografiprofessor Johannes Humlum inden det blev besluttet at bygge motorvejen langs østkysten. Humlum mente, at en midtjysk motorvej ville tiltrække mere industri til det midtjyske område og samtidig ville være billigere at anlægge på grund af lavere grundpriser.

En af årsagerne til, at man valgte den østlige linjeføring var, at man kunne undgå at lade motorvejen krydse den smukke Vejle Ådal, men den nye plan er linjeført tværs over netop dette naturskønne område og vil desuden ramme den historiske hærvej på flere strækninger.

Skrevet af Flemming Juul