- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Endnu et milliardunderskud i SAS

SAS kom ud af første halvår 2009 med et nettounderskud før skat på 1,8 milliarder svenske kroner hvoraf én milliard stammer fra 2. kvartal.

Flyselskabets halvårsomsætning viste et fald på 12,1% i forhold til samme periode sidste år og nåede op på 23,5 milliarder svenske kroner. Faldet i passagertallet blev 16,4% og landede på 12,1 millioner, skriver business.dk.

 

Faldet i 2. kvartal var på 17,1% passagerer og 15,2% i omsætning. Alligevel er regnskabet knap så slemt som ventet af flertallet af analytikere, hvilket også straks fra morgenstunden medførte en kursstigning på godt 8% på børsen i København.

 

Det dårlige resultat får SAS til at lancere et nyt spareprogram på 2 milliarder svenske kroner, hvilket vil medføre yderligere 1000-1500 fyringer.  I forvejen skal der ifølge Core SAS fyres 3000, hvoraf 1227 allerede er fratrådt.

 

Personalet skal ifølge ledelsen desuden acceptere en lønnedgang på mellem 10 og 20%. Samtidig antydes det, at koncernledelsen er indstillet på at benytte mere svensk personale på flyvninger fra Norge og Danmark, fordi det svenske personale p.t. er ’billigst i drift’.

 

Transportministeren og finansministeren har inviteret de berørte fagforeninger til møde efter det blev klart, at der skal ske yderligere fyringer. SAS formand Fritz Schur vil også deltage i mødet, som fagforeningerne har bedt om på grund af den vanskelige situation.

 

Skrevet af Flemming Juul