- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Etihad: Milliardstøtte til USA’s flyselskaber

Etihad Airways har offentliggjort en rapport, som konstaterer, at de tre største USA-flyselskaber - American Airlines, Delta Air Lines og United Airlines - har modtaget statsstøtte til en værdi af 71,48 milliarder dollars over de seneste 15 år.

Etihad Airways har offentliggjort en rapport, som konstaterer, at de tre største USA-flyselskaber – American Airlines, Delta Air Lines og United Airlines – har modtaget statsstøtte til en værdi af 71,48 milliarder dollars over de seneste 15 år.

Rapporten inkluderer midler, der er gået til de flyselskaber, som ’de tre store’ er fusioneret med, og størstedelen af pengene relaterer sig til de særlige regler for omstrukturering ved betalingsstandsning, US Chapter 11.

Rapporten er udarbejdet af det internationale konsulentfirma The Risk Advisory Group og kommer samtidig med, at de samme amerikanske flyselskaber kører en kampagne, hvor de hævder, at de tre mellemøstlige selskaber Etihad, Emirates og Qatar Airways har modtaget omkring 42 milliarder dollars i statsstøtte, og at det overtræder forventningerne om fair konkurrence i forbindelse med Open Skies aftalerne mellem USA og De forenede arabiske Emirater.

Ifølge Etihad har støtteordningerne i USA betydet at de tre store amerikanske selskaber kun har opnået deres positioner efter at have været på kanten af konkurs.

Ifølge The Risk Advisory Group har de tre amerikanske flyselskaber tilsammen mindst modtaget 35,46 milliarder dollars via Chapter 11 – ordningen. Hertil skal lægges 29,4 milliarder dollars, som den pensionsdækning, som den amerikanske regering har ydet selskaberne via US government’s Pension Benefit Guaranty Corp.

Rådgiver Jim Callaghan fra Etihad: “Vi betvivler ikke lovligheden af den støtte, der er givet de amerikanske flyselskaber af regeringen og konkursretterne. Vi ønsker blot at kaste lys over, at selskaberne har nydt godt af yderst favorable vilkår. De fordele, som generelt kun er til rådighed for amerikanske selskaber, har skabt et forvredet marked, som bl.a. vi i Etihad Airways må konkurrere med”.

Han nævner også, at støtten fordeler sig på 44,4 milliarder dollars til United, fulgt af Delta med 15,02 milliarder og American Airlines med 12,05 milliarder dollars.