- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU lovgivning stopper Ryanair’s personalepolitik

”Flyselskabet har i flere år udnyttet et hul i lovgivningen, som har medført, at piloter og kabinebesætning har arbejdet efter den sociale sikring, der var billigst,” lyder det fra dansk medlem af EU Parlamentets beskæftigelsesudvalg.

Ryanair er blevet en bragende succes med deres billige billetter til europæiske storbyer. Bagsiden af medaljen har ofte været de løn- og arbejdsforhold, som selskabets medarbejdere arbejder under.

 

Selskabet har i flere år udnyttet, at de kunne give deres piloter og stewardesser den sociale sikring, der var billigst. Det betød blandt andet, at ansatte ved Ryanair kunne underlægges irske sociale sikringsregler, uanset hvor de reelt udførte deres arbejde i Europa.

 

Sådan skriver det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg Ove Christensen i et læserbrev i Berlingske Tidende.

 

Han oplyser, at parlamentet netop har vedtaget nye regler, som er blevet bekræftet af medlemsstaterne, der skal lappe lovgivningen for de smuthuller, som Ryanair har brugt. Med reglerne bliver begrebet hjemmebase indført. Det vil sige, at ansatte nyder de sociale forhold, som gælder i det land, hvor de begynder og slutter deres arbejde. Og det er, som de fleste vil vide, ikke i Irland for en stor del af trafikken.

 

”Som medlem af parlamentets udvalg glæder det mig, at flyselskaber ikke kan shoppe rundt mellem de billigste sikringsordninger, så de kan trække kunder på bekostning af medarbejdernes arbejdsforhold. Med de nye EU-regler er der slået et vigtigt slag for at sikre bedre vilkår for europæiske stewardesser og piloter, ” slutter Ove Christensen.

 

Det er imidlertid ikke kun for Ryanair, at det nye kan få betydning. Også mellem Danmark og Sverige er der betydelige forskelle mellem byrderne for arbejdsgiverne og/eller de ansatte. Det er billigst for flyselskaberne i Danmark, men mange i luftfartens verden bor i Danmark og arbejder ud fra Sverige. Her er dog næppe tale om, at et flyselskab bevidst udnytter forskellene.

 

Norge er som bekendt ikke medlem af EU og er derfor i princippet ikke omfattet af de nye regler, men i luftfartspolitisk sammenhæng betragtes Norge i reglen som et EU-land.

Skrevet af Ejvind Olesen