Inden året er omme, er der åbnet 300 nye hoteller i Europa. De kommende år tilføjes yderligere 340 europæiske hoteller i 2026 og 350 i 2027, viser ny analyse. England får flest nye hoteller.
De 300 hoteller, der i år er åbnet eller åbner inden årets udgang, tilføjer det europæiske hotelmarked omkring 37.500 nye værelser og suiter. Det viser ny opgørelse fra analysefirmaet Lodging Econometrics (LE)
Foreløbig har Europa i år fået en tilgang af 195 nye hoteller – de resterende 105 står til at åbne dørene inden årets udgang, skriver LE.
Til sammenligning åbnede der sidste år 289 nye hoteller i Europa med samlet 39.000 værelser og suiter.
Lodging Econometrics har også kigget på pipelinen for kommende hotelåbninger i Europa. Den viser, at der ifølge de foreløbig kendte oplysninger, åbner 340 nye europæiske hoteller næste år og yderligere 350 i 2027. Samlet vil de kommende hoteller i 2026 og 2027 betyde yderligere 95.000 hotelværelser og suiter.
Flest i London
Opgørelsen fra Lodging Econometrics viser også, at det er England, navnlig London, der får flest nye hoteller.
Med de hoteller, der åbner i år og i henholdsvis 2026 og 2027, vil de 277 være i England, heraf 76 i selve London.
På andenpladsen over nye europæiske hoteller følger Tyskland med 152 nye hoteller de kommende år, Tyrkiet betænkes med 140 nyåbninger i år, i 2026 og 2027. Tallet for Frankrig på fjerdepladsen er 114, mens der kommer 108 hotelåbninger i Portugal i år og de kommende to næste år.
Lodging Econometrics noterer også, at der navnlig kommer nye hoteller på ”upscale” markedet, nemlig 357, mens der åbnes 287 nye hoteller i Europa i kategorien ”upper upscale.”
16.000 nye hoteller på vej på verdensplan
Lodging Econometrics kom i august også med et globalt estimat for kommende nye hoteller.
Det viste, at verden over er op mod 16.000 nye hoteller med i alt 2,5 millioner værelser under opførelse eller planlagt. Over halvdelen kommer alene i USA og Kina – fulgt af Indien, Saudi-Arabien og Canada.
Samlet får disse 16.000 hoteller omkring 2,5 millioner værelser og suiter, det giver i snit omkring 156 værelser per hotel.
Relaterede artikler:
Åbner nyt dansk luksusresort, Rox