Næste år vil København igen danne ramme om WindEuropes årskonference, der ventes at trække tusindvis af gæster til. Wonderful Copenhagen glæder sig over at have genvundet eventet.
Når årets udgave af den store begivenhed WindEurope Annual Event løber af stablen i slutningen af april i år, vil den blive afviklet i det spanske konferencecenter IFEMA Madrid, men næste år skal de danske deltagere dog ikke rejse lige så langt.
I 2027 finder WindEurope Annual Event nemlig endnu en gang sted under hjemlige himmelstrøg, da Danmark for ottende gang vil danne ramme om årskonferencen, mens landets grønne erhvervsorganisation Green Power Denmark vil fungere som vært.
Eventet arrangeres af WindEurope, der arbejder for at fremme udviklingen og anvendelsen af vindenergi som en central del af Europas energisystem. Den tæller blandt andet producenter af vindmøller, energiselskaber, udviklere og forskningsinstitutioner blandt medlemmerne.
Kalder det en god nyhed
Det kan formentlig mærkes på antallet af hotelovernatninger i den danske hovedstad, at WindEurope Annual Event atter kommer til København. Årskonferencen tiltrækker nemlig over 16.000 besøgende, som rejser til fra hele verden.
Ifølge Green Power Denmark er det blandt andre klima- og energiministre samt direktører fra nogle af branchens største virksomheder, der ventes at deltage i begivenheden, som finder sted i Bella Center.
”Vi er superglade for, at vi sammen har vundet WindEurope tilbage igen i 2027. Vi værdsætter det gode og langvarige samarbejde med Green Power Denmark og WindEurope,” udtaler Kit Lykketoft, der er direktør for kongresser, events og bæredygtighed hos Wonderful Copenhagen.
”Det er en rigtig god nyhed for rigtig mange, selvfølgelig for dansk vindenergi og for hovedstaden og Danmark, som kan se frem til forventede 16.000 deltagere. Og også for vores samfund i bredere perspektiv, hvor vi arbejder målrettet på at skabe større og bred legacy i forbindelse med kongressen.”
København rummer erfaring
Hos WindEurope er eventchef Mia Magazin tilfreds med, at begivenheder igen skal til Danmark, da hun ser flere fordele ved at afvikle konferencen i den danske hovedstad.
”WindEuropes årskonferencer handler om at skabe de rette rammer for, at branchen kan mødes, drive forretning i stor skala og opbygge stærke og meningsfulde partnerskaber.”
”Med sin stærke grønne industri, sin erfaring med at være vært for store internationale begivenheder og sit klare engagement i den grønne omstilling er København det ideelle sted at samle sektoren,” lyder det fra eventchefen.
Relaterede artikler:
Skal cementere København som gastrodestination