- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danskerne trygge ved at flyve

8 ud af 10 danskere er mere trygge ved at flyve end andre transportformer, viser undersøgelse fra Statens Luftfartsvæsen. Den viser også, at over en fjerdedel af danskerne – primært jyder, lavt uddannede og kvinder - flyver sjældent eller aldrig.

Transportminister Flemming Hansen siger om undersøgelsens resultater: ”Det glæder mig, at der er stor tillid til sikkerheden indenfor luftfart. Jeg opfatter resultatet af undersøgelsen som et utvetydigt skulderklap til den samlede luftfartsbranches arbejde med flyvesikkerhed.”



Undersøgelsen viser, at over halvdelen af danskerne har fløjet op mod tre gange årligt inden for et af de sidste tre år. Denne gruppe afspejler befolkningens sammensætning i forhold til køn, alder og uddannelse.



Knap en fjerdedel af danskerne har fløjet mindst fire gange årligt inden for et af de sidste tre år.

I denne gruppe er der en overrepræsentation af højt uddannede; andelen af 30-39-årige, personer fra HT-området og mænd er større end deres andel af den samlede befolkning.



Undersøgelsen på vegne af SLV viser også, at lidt over en fjerdedel af danskerne flyver sjældent eller aldrig. Denne gruppe har en overrepræsentation af jyder, lavt uddannede og kvinder.



Der er en tendens til at de, der flyver mindst, bekymrer sig mest for flyvesikkerheden.

I undersøgelsen blev der spurgt særskilt til de to former for sikkerhed, Safety og Security.



Safety omhandler sikkerhedsforanstaltninger til at skabe sikker gennemførelse af flyvningen – fx personalets uddannelse, flyenes vedligehold, lufthavnes og luftrummets sikkerhedsmæssige indretning mv.

Når det gælder Safety er 95% af danskerne overvejende trygge ved at flyet bliver fløjet af kompetente og erfarne piloter. Den samme gør sig gældende i forhold til kabinepersonalet, hvor 93% er overvejende trygge ved at disse er veluddannede og i stand til at varetage passagererne sikkerhed.

Skrevet af