Billund Lufthavn havde sidste måned 219.000 passagerer - over 16 % færre sammenlignet med juni sidste år.
Alene udenrigsruterne havde en tilbagegang på 17 % i juni i år. Det er stadig Sterlings konkurs, der mærkes. De øvrige selskaber har en pæn udvikling i deres trafik. Ryanair har bl.a. ny rute til Sardinien, Air Baltic har øget kapacitet på ruten til Riga og Lufthansa har fortsat fremgangen på ruten til Frankfurt.
Cimber Sterling kan – med overtagelsen af dele af Sterlings tidligere trafik – notere en betydelig stigning i forhold til de passagertal, som Cimber havde i juni 2008. Cimber Sterling genoptager 3. september de flyvninger, Sterling tidligere havde mellem Billund og Paris.
Billunds Top 5 inden for udenrigsflyvningerne var i juni Amsterdam, London, Frankfurt, Oslo og Dublin.
Chartertrafikken faldt sidste måned 16 %, mens indenrigsruterne gik 19,5 % tilbage i forhold til juni sidste år. Indenrigstrafikken udgør dog kun ca. 5 % af den samlede trafik i Billund.