- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kun to i cockpittet hos SAS

En del af spareforliget går ud på, at SAS nu i lighed med andre selskaber kun har to i cockpittet på de korteste oversøiske ruter med moderne Airbusfly.

Nu kom det gennembrud, som SAS-ledelsen har ønsket i mange år, nemlig at bemandingen i flyene hos piloterne bliver den samme som hos konkurrerende selskaber. Det er, efter hvad Take Off erfarer, en del af de spareforhandlinger, der er gennemført med de forskellige fagforeninger.



Indtil nu har ingen af parterne ønsket at kommentere resultaterne, og i dag holder kabinepersonalet i Danmark informationsmøder.



Officielt er forhandlingerne om løn omtalt i den første pressemeddelelse. Heri hedder det, at piloterne sammen med koncernchef Mats Jansson og andre medlemmer af koncernledelsen afstår fra enhver lønforhøjelse i 2009, samt at de får deres løn beskåret med seks procent.



Den største gevinst ligger dog nok i omlægning og effektivisering af arbejdet. Her er det piloterne må acceptere, at deres antal reduceres fra tre til to i Airbusfly på de korte oversøiske ruter til den amerikanske østkyst, så som New York, Washington og Chicago. Det gælder formentlig også flyvninger til Dubai og Beijing.



På længere ruter til Seattle og Tokio skal bemandingen være som nu. Dermed følges reglerne for sikkerhed og hvilepauser naturligvis til punkt og prikke.

-ejv

Skrevet af