Cimber Air og FCK Håndbold indgik forud for sidste sæson tæt sponsorsamarbejde. For den kommende sæson omfatter dette også fodbold i F.C. København.
”Fordi Cimber er Danmarks indenrigsflyselskab nummer ét, med ruter til København fra Sønderborg, Billund, Karup, Ålborg og Bornholm, ønsker vi øget synlighed,” siger Cimbers salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen: ”FCK en perfekt partner til at støtte profilering omkring København, og landsdækkende, da FCK er et af Danmarks stærkeste varemærker.”
Udover 3D-tæppe ved målet foran DONG-tribunen i Parken, får Cimber den kommende sæson nye gulvbander til FCK Håndbold i begge målfelter. Håndbold er ifølge Cimber den mest TV-eksponerede danske sportsgren.
”Udover dette er der en række andre synergier mellem Cimber Air og FCK/Parken Sport og Entertainment – da Parken Sport og Entertainment jo står bag Lalandia Billund, kan Cimber Air flyve turister til Billund fra Stockholm, Oslo, Bergen, München, Berlin og København,” siger Bjarne Rasmussen.
Cimber har også sponsoraftaler med Gyttegård Golfklub ved Billund samt Aalborgs førstehold i damehåndbold.